Fondens stemme
Et samlingspunkt på Amager
Kultur- og idrætshuset Prismen er placeret på en tidligere parkeringsplads, der grænser op til Prags Boulevard.
Dorte Mandrup Arkitekter og B&K + Brandlhuber gmbh & co. vandt opgaven med et forslag om et stort polykarbonatbeklædt volumen, fæstnet til nabobygningernes brandgavle med en planløsning, der kan rumme et mangefacetteret idrætsudbud.
Idræts- og kulturhuset ligger i forlængelse af eksisterende byggeri og fremstår som en afslutning af dette.
Op til facaden mod pladsen ligger den store bane på 20 x 40 meter. Placeringen af den store bane langs facaden betyder, at der på modstående langside er god plads til mange andre former for aktivitet.
Her løfter åbne etagedæk sig og giver indenunder plads til omklædningsrum og depoter samt til lokaler, der af lydmæssige årsager ikke kan fungere som en åben del af det store rum – f.eks. rum til bevægelse, hvor der sædvanligvis skrues godt op for musikanlægget.