Gyngemosehallen i Gladsaxe

Arkitektens stemme

Gymnastikhallen der lader lyset tale

Af Lars Hjorth Bærentzen, kommunikationskonsulent

Arkitekt Thomas Tulinius lader sig overvælde af indtryk. Omkring ham løber, hopper og springer børn og unge, mens forældre har sat sig ved borde, på gulve og i åbninger i murene mellem caféområdet og det store bevægelsesareal. Sammen med de andre arkitekter fra BBP var Thomas Tulinius med til at udfærdige det materiale, der vandt arkitektkonkurrencen om en ny gymnastikhal i Gladsaxe uden for København. Efterfølgende arbejdede han med projektet som sagsarkitekt. Et projekt, der mundede ud i en idrætshal med et stort åbent gymnastikområde omgivet af seks huse med mindre sale, fitnessrum, kontorer og en stor fritidsklub. Det hele er overdækket af et tag, der hviler på synlige betonbjælker og et vinduesbånd, der løber hele vejen rundt under taget.

Gyngemosehallen er en af de særlige opgaver. Det er tydeligt i det smil, der bevæger sig op til øjnene, mens arkitekten ser på gymnasterne. På forældrene, der hygger sig sammen, læser eller arbejder på deres bærbare computere. Opdager at der også er fyldt med bevægelse inde i de mindre rum i husene, der har vinduer ud mod gymnastikområdet. Fritidsklubben kan man også kigge lige ind i og også der er der fyldt med liv. Der sker noget overalt, hvor han ser hen. Men mere end noget andet ser han lyset.

Det er ikke første gang han er i hallen. Men under de mange besøg i løbet af byggefasen var han alt for optaget af at overveje de kompromiser, som enhver arkitekt, bygherre og entreprenør skal nå frem til, når en tegning skal blive til færdigt byggeri. Det er den del af processen, hvor alle arkitekter spørger sig selv, om skitsernes idéer virker og om de kommer stærkt nok til udtryk i det endelige byggeri.

Et stærkt koncentrat af lys kommer ind i hallen og vækker smil i vinterslidte ansigter
Selv på en træt og grå forårsdag med regn i luften er lyset inde i Gyngemosehallen overrumplende. Går man ind ad dørene på sådan en dag føles det som om solen pludselig skinner mere end den gjorde uden for. Et stærkt koncentrat af lys kommer ind i hallen og vækker smil i vinterslidte ansigter.

”Lyset gør et stort indtryk på alle, når de kommer ind i hallen. Det er jo noget af det, arkitektur handler om,” siger Thomas Tulinius med varme i stemmen og glemmer at fortsætte forklaringen om lys og arkitektur.

Han blevet opmærksom på den måde hallen er blevet taget i brug på. Fitnessfyren i blå Adidastrøje med håndklæde om skuldrene, der kan følge med i gymnastikken oppe fra sin plads på kondicyklen. De adrætte unge piger, der danser i yogasalen, og de lidt mere velovervejede ældre kvinder, der går til zumba i den anden sal. Alle kan se hinanden og følge med i, hvad de andre af Gyngemosehallens brugere laver.

”Alle mulige mennesker kan komme her og bruge stedet. Det er ikke en hal med en monokultur. Her er også plads til stavgængernes kaffeklub i mødelokalet,”

Arkitekten stopper op igen. Smilet bliver endnu større og erkendelsen når helt op i de blå øjne. Det virker! Idéerne, kreativiteten, de lange timer på kontoret, spændingen, kompromiserne i etableringsfasen. Det virkede.

”Huset summer af liv og gang i den. Vi har arbejdet med det her princip om byfælleden, som vi første gang gjorde det med Frederik IX Hallen i København. Dengang tænkte vi det ud fra idéen om antikkens Olympia, hvor fællesrum til aktivitet og fysisk udfoldelse var omgivet af nicher til samtale og filosofi. Siden udviklede Lokale- og Anlægsfonden idéen om den indre byfælled ud fra et nordisk perspektiv med udspring i fælleden som stedet, hvor folk kunne samles, spise, drikke og danse, og også her kunne man så trække ud mellem træerne i periferien. Korsgadehallen, som vi tegnede til Nørrebro, er et godt eksempel på det tankesæt. I Gyngemosehallen har vi skabt et mere urbant rum ude i forstaden, hvor de hårde betonoverflader og urbane kvaliteter skaber en form for overdækket byrum med byens puls.”

Lyset falder ind under loftet, over de seks huse under taget og sætter dem i silhuet
Thomas Tulinius peger mod loftsbjælker, nikker mod vinduespartier og forklarer med begejstring. Forklarer hvordan de sekundære bifunktioner som fx omklædningsrum og kontorer i andre idrætshaller virker påklistrede i forhold til idrætsbanen, mens de her er samlet i de seks huse på to etager, der er lagt rundt om et ”uderum”, som er selve hallens aktivitetsrum. På den måde nedbrydes grænserne mellem inde og ude. Forklarer at han og de andre arkitekter ikke har opfundet nye funktioner eller en ny type idrætshal. De har bare organiseret indholdet anderledes. Forklarer hvordan arkitekterne holdt fast i udfordringen med at få bevægelserne i betonbjælkerne til at gå op med placeringen af et bånd af vinduer under loftet. Han peger igen og henleder opmærksomheden på, at lyset falder ind under loftet, over de seks huse under taget og sætter dem i silhuet.

Thomas Tulinius, arkitekt, BBP Arkitekter. Foto Rune Johansen. 

”Bygningen er meget stilfærdig udvendig og tilpasset omgivelserne, men gemmer på en rummelig overraskelse, når man træder ind hallen og oplever det store lyse rum. Virkemidlerne indvendig er også få og stilfærdige. Herinde lader vi lyset tale og selvfølgelig brugernes aktiviteter,” lyder det, mens han hjemmevant bevæger sig op ad trapper, hen ad gange og over de markante broer mellem husene under taget.

Vi er tilbage ved lyset i bygningen. Gymnasterne fra Gladsaxe IF har aldrig oplevet et lys magen til dette i de sportshaller og idrætssale, hvor de tidligere kom. Men der er et element yderligere. Et, der ikke kan ses. Lyden. Selv om næsten hele gymnastikafdelingen kan være aktiv samtidig, så er lyden og akustikken god. Instruktørerne får deres beskeder igennem. De venskabelige drillerier forsvinder ikke i støj. Heller ikke selv om alle kan tilslutte deres egne iPods til forskellige diskret placerede lydanlæg i gymnastikområdet, fitnessrummet og i salene.

Mens nogle af landets bedste springgymnaster flyver rundt i flere meters højde, tumler små fireårige drenge rundt på det bløde grå gulv
Thomas Tulinius stopper på en af de tre hvide broer. Den mellem hus A og F. Herfra føles det som om springgymnasterne kommer flyvende forbi, når de øver deres serier. På den anden side af broen er der tumleområde med et fjedrende gulv. Mens nogle af landets bedste springgymnaster flyver i flere meters højde, tumler små fireårige drenge rundt på det bløde grå gulv kun få meter fra de flyvende mænds udfoldelser. Arkitekten kigger på de små og store mænds aktiviteter på begge sider af broen. Hans tanker bevæger sig hen til nogle af arkitekturens mindre, men afgørende detaljer.

”Når jeg står heroppe på broen, så er jeg glad for, at udtrykket herinde blev så neutralt. Vi insisterede på, at madrasserne skulle være grå og sorte, så de passer til betonen og det lyse trægulv. Tænk hvis måtterne var de almindelige blå og røde og konkurrerede med alle farverne på gymnasternes tøj.  Det var faktisk noget vi prioriterede ret højt, det med farverne på madrasserne. De forskellige rum og sale har også kun fået deres egen identitet ved at have forskellige gulvfarver. Det ville være for rodet, hvis de alle skulle have deres egen mere fremtrædende identitet.”

Den stærke arkitektoniske idé kan tåle mødet med virkeligheden
Forklaringerne om tankerne bag Gyngemosehallen springer igen på en større klinge. Om at der blev fundet inspiration fra kunstens verden til at lade lyse og mørke felter og vinduespartier i hallens ydre blive ”mimet” og videreført til den indvendige oplevelse for at nedbryde grænsen mellem ude og inde. På den måde er Gyngemosehallen blevet et arkitektonisk værk. En komposition med inspiration i kunst og bevægelse, som har sat plads til idræt og leg i et helt særligt lys.

”En arkitektonisk idé er aldrig smukkere end, når den er på idéstadiet. Og så møder man virkeligheden og er nødt til at gå på kompromis med nogle ting og kæmpe for nogle andre. Når man lige har ”afleveret et hus” har man som arkitekt særligt øje for kompromiserne. Men i dag med alle de aktive børn og unge, med lyset og lyden, der kan jeg se, at folk får en oplevelse ekstra, når de kommer herind. Det er en oplevelse, der er skabt af arkitekturen, og som viser at, den stærke arkitektoniske idé kan tåle mødet med virkeligheden,” konkluderer Thomas Tulinius.

Fondens stemme

Moderne idrætsarkitektur
Gyngemosehallen og Gymnastik- og Motorikhallen i Aarhus havde et samtidigt afsæt i 2008, da Lokale og Anlægsfonden tog fat på at vise, hvordan idrætshaller kunne udvikles med gymnastik og bløde bevægelsesformer som hovedformål. Modsat de traditionelle idrætshaller, der er bygget omkring et 20 x 40 meter stort sportsgulv til boldspil.

De to første idrætshaller blev suppleret med udviklingen og etableringen af SG Huset i Svendborg, der kort efter blev den tredje idrætshal udviklet til gymnastik, som Lokale og Anlægsfonden blev involveret i. Siden kom også gymnastikhuset i Runavik på Færøerne til.  Dertil kan nævnes, at tilbygningen og moderniseringen af idrætscenteret i Vissenbjerg i høj grad er planlagt omkring gymnasters aktiviteter og behov.

Gyngemosehallen viser, hvordan helt nye rumligheder og muligheder for både aktivitet og mere afslappet samvær kan opstå, når det bliver muligt at opbryde og arbejde arkitektonisk uden kravet til et stort sportsgulv med plads til en håndboldkamp i midten. Hallen byder på et ganske særligt lysindfald og er bygget som en lille by med huse samlet under et stort tag.

Hallen er et stærkt eksempel på, hvor langt det er muligt at nå med idrættens arkitektur, når der gives spillerum til nye tanker og anden og mere fremtrædende plads til andre idrætsaktiviteter.

Dertil er en del af hallen indrettet som daginstitution og fritidsklub, hvilket betyder, at hallen altid er i brug for morgen til aften. På samme tid er det muligt at opleve børn eller gymnaster i det store lyse idrætsområde, dansere eller yogaudøvere i de to små ”studios” samt borgere fra den nye bydel, der træner i fitnesslokalet – og måske holder en lokal borgerforening eller forældregruppe møde i et af mødelokalerne.