Fondens stemme
Etablering af “Broen”
Brobyværkhallen får en tilbygning i tre etager og dertil nye udearealer omkring hallen. “Broen” – som projektet kaldes – består også af en tværstillet bro, der skærer sig igennem det eksisterende halrum. Dermed bliver håndboldbanen beskåret, men til gengæld skaber det plads til en række nye muligheder i Brobyværkhallen.
Broen skaber en opdeling, hvor almindelig idræt foregår på den ene side og dans og andre blødere bevægelsesformer på den anden side. På broens første sal er der etableret et fitnesslokale og et område til mindre idræts- og bevægelsesaktiviteter. På anden sal er der udgang til en udendørs sportsterrasse.
Nye brugergrupper
Udover de faste brugere af idrætshallen, giver de nye faciliteter mulighed for at byde nye brugergrupper velkommen. Det drejer sig bl.a. om basketball, hockey og dart. Samtidig bruges hallen flittigt i dagtimerne, da Brobyskolen, den lokale skolefritidsordning samt den kommunale junior- og ungdomsklub vil være blandt de faste brugere.
Projektet har tidligere været forsøgt etableret i Allested-Vejle, hvor man valgte at beholde den fulde håndboldbane og dermed ændrede projektets egenart, og i Ryslinge, hvor det ikke var muligt at fremskaffe den nødvendige finansiering til projektet.
Derfor fik Brobyværkhallen muligheden for at overtage projektet og konceptet, da Faaborg-Midtfyn Kommune fortsat har stor tiltro til projektets værdi, og derfor fastholdt et stærkt ønske om at afprøve det i en af kommunens idrætshaller. BSAA Arkitekter har derfor sammen med Lokale og Anlægsfonden viderebearbejdet projektet, så det kan tilpasses idrætshallen i Brobyværk.