Se flere billeder

Billeder fra projektet

Køge Kommune ønsker at indfri ambitionerne om et nyskabende kvartershus i Køge Nord Skovby, hvor bæredygtighed, kultur og fællesskab er de centrale begreber i transformationen af Bramhøjgaard.

Køge Kommune ønsker at indfri ambitionerne om et nyskabende kvartershus i Køge Nord Skovby, hvor bæredygtighed, kultur og fællesskab er de centrale begreber i transformationen af Bramhøjgaard.


Det er tegnestuen dominique+serena, der står bag Bramhøjgaards transformation, hvor bevaringen af gårdens kvaliteter og genanvendelsen af materialer går hånd i hånd med udviklingen af nye måder at være sammen på med fokus på udeliv og den grønne omstilling.

Der er tale om en transformation af den eksisterende bygning, hvor en stor del af materialerne fra den gamle gård skal genanvendes. Der bliver langt fra tale om en klassisk bygning – de fleste af de rum og længer, der tilsammen vil udgøre det nye Bramhøjgaard er uopvarmede og med åbent til himlen, og samtidig er der tænkt en unik sammenhæng ind med hele det eksisterende haveanlæg.

Kultur og lokale foreninger går sammen

En række kultur- og fritidsaktører i Køge Kommune er allerede på banen i det delte værtskab for Bramhøjgaard. Ungdomsskolen, Billedskolen, Tapperiet, Teaterbygningen og Skate Gule Hal i Køge Kommune er gået sammen med Museum Sydøstdanmark, KØS, Grøn Omstilling og Køge Bibliotekerne om at skabe kulturelle og bæredygtige aktiviteter i Bramhøjgaard.

Samtidig har lokale foreninger og ildsjæle som Køge Nord Skovby Bydelsforening, Ølsemagle Landsbylaug, Ølsemagle Kirke, Foreningen Kulturfuglen, Lyngens spejdere og flere andre også engageret sig i arbejdet med at gøre Bramhøjgaard til et helt særligt samlingssted.

I det nye kvartershus etableres et kulturelt mødested allerede inden de nye tilflyttere i området er på plads. Det nyskabende samlingspunkt er så fleksibelt i sin form, at kommende tilflyttere i høj grad kan være med til at forme stedet, hvilket er unikt og meget vigtigt for, at det bliver et godt samlingspunkt i fremtiden. Det bliver et spændende eksempel for andre at følge, også fordi transformationen af den eksisterende Bramhøjgaard til kvartershus sker med den allerstørste omtanke for bæredygtighed. 

Se flere billeder

Billeder fra projektet

Skip to content