DGI Huset i Vejle er løbende blevet udbygget siden 2009 og nu er tiden endelig kommet til svømmefaciliteterne. Efter en udviklingsproces med brugergrupper, Vejle Kommune og Lokale og Anlægsfonden står projektet klart.
Den eksisterende svømmehal er blevet omdannet til to bassiner målrettet vandleg og forskellige bevægelsesaktiviteter som udspring, klatring, Tarzanbane, dykning, trampolin og genoptræning – og rutsjebanen er blevet forlænget fra 30 til 50 meter. Det eksisterende børnebassin er beholdt.
Lokale og Anlægsfondens idé om at skabe muligheder for ’træning på kanten’ introduceres for første gang i en dansk svømmehal, da der skabes mulighed for fysisk træning ved bassinets kantzoner og på land i den store svømmehal.