Med 200 medlemmer er de blå spejdere fra Bellahøj 21st Barking-gruppen (B21B) den største byspejdergruppe i hovedstaden. Trods de mange daglige aktiviteter så fremtiden ikke lys ud, da det i 2012 stod klart, at spejderne ville miste deres hjem, fordi der skulle bygges nye boliger på den grund, hvor spejderne har haft hjemme i 50 år.
Heldigvis lykkedes det spejderne at finde en ny grund nær vandtårnet i Brønshøj, hvor de kunne opføre et nyt og tidssvarende spejderhus.
Sammen med Lokale og Anlægsfonden, Københavns Kommune, forskere i friluftsliv fra Syddansk Universitet og en lang række lokale aktive, har B21B udviklet et anderledes og åbent byggeri, der kan meget mere end at være et spejderhus med bålsted.
En urban spejderhytte
Ønsket fra spejdergruppen var at skabe en ramme for mange forskellige aktiviteter i et udemiljø med stærkt naturpræg lige midt i storbyen. Da der er mange andre i lokalområdet, der også vil være glade for sådan et sted, bliver skoler, dagplejere, fritidshjem og andre foreninger som fx Rollespilsfabrikken inviteret ind på grunden og ind i huset som nye brugere.
Spejderhuset bliver opbygget omkring et indre gårdrum på 260 m², som bliver det naturlige samlingssted for spejderne, hvor mange af spejdernes aktiviteter kan foregå.
Fritids- og friluftslivet styrkes lokalt
Med B21B’s nye spejderhus og rum til friluftsliv, får børn og unge i området mulighed for at være aktive i det fri, tæt på deres hjem. Dette er vigtigt, da transporttid og risiko for dårligt vejr, anses for at være nogle af de største barrierer for at børn og unge fra byerne bliver aktive friluftsmennesker.
Forskere fra projektet ‘Nature Moves’ på Syddansk Universitet har sammen med Lokale og Anlægsfonden indhentet viden om, hvad børn og unge ønsker sig af fritids- og friluftslivet. De erfaringer indgår i spejderhusets design i form af cirkler, der understøtter både leg, læring og aktivitet samt behovet for samvær og hygge i fredelige, naturlige omgivelser.
For at understøtte naturoplevelserne midt i et byområde etableres der en plads med to cirkler til leg og læring på udearealet. Cirklerne spejler vandtårnets udseende – og er nøje afpasset til de eksisterende træer på grunden, så ophold i cirklerne udnytter skyggen fra træerne bedst muligt. Sammen med vegetationen og en let kupering af terrænet skaber cirklerne et markant visuelt udtryk.