Fondens stemme
En moderne brusebadeanstalt
Sofiegades Badeanstalt blev opført i 1909. Den smukke bygning i det gamle Christianshavn er den ældste og mest intakte af de to brusebadeanstalter, der er tilbage i København.
I januar 2000 blev huset fredet efter ansøgning fra den nedsatte badehus-gruppe pga. dets kulturhistorie og enestående interiør.
Interiøret er ført tilbage, så det ligger tæt på det oprindelige. Selve kvindebadet med ankomst, omklædning og bruserum i marmorkabiner er bevaret så intakt som muligt. Dermed imødekommer man de fredningsmæssige interesser i huset.
Endvidere har man været friere stillet i det store baderum – mandebadet. Dette er indrettet med sauna, handicaptoilet og forskellige varme og kolde bade.
Projektet baserer sig på bæredygtige principper, både hvad angår vand, ventilation, varmeisolering, materialer og etablering. Det ombyggede badeanlæg består af 270 m² – heraf 15 m² i en mindre tilbygning.