Anlægget er åbent og tilgængeligt for alle i lokalområdet. Der er tale om et eksempel, som kan inspirere andre skoler i større byområder, hvor der arbejdes på at åbne skolegården mod lokalområdet.
Den centralt placerede skole ligger i Midtbyen i Aarhus, hvor der mangler plads til aktiviteter og fællesskab i byrummet. Det problem er det nye anlæg med til at løse.
Anlægget er på 3.000 m² i alt, og er opdelt i forskellige zoner, der flyder sammen og danner et samlet aktivt uderum. Foran ungdomsklubben er der opholdsområder, der er etableret, så de også kan “skates”.
Ved et helt nyt ankomstparti til skolen er der etableret en egentlig skatebowl mod Læssøesgade.