Fondens stemme
Hensyn til ønsker fra teenagere og kvinder
De klassiske og mest traditionelle idrætshaller blev typisk indrettet af og til voksne mænd. Det bliver der lavet helt om på i Idrætsbyen, hvor mange af aktivitetsrummene designes på baggrund af nutidig viden om, hvilke ønsker teenagere af begge køn og kvinder har til idrætsfaciliteter. Det betyder dog ikke, at pladsen til de etablerede indendørs idrætsgrene forsvinder. Der kommer bare mange flere og anderledes valgmuligheder.
Idrætshallen bevares som et ‘boldhus’ med idrætsbane på 20×40 meter. Ved siden af kommer ‘multihuset’ på 686 m² til fx badminton, tennis, basketball, springgymnastik, ‘rytmikhuset’ på 296 m² til gymnastik og dans, ‘det fleksible hus’ på 255 m² til fx squash og yoga, ‘fælleshuset’ på 174 m² til undervisning og klubmiljø, ‘styrkehuset’ på 164 m² til styrketræning og fitness.
Dertil kommer et 233 m² stort torv, hvor der både bliver plads til sociale opholdssteder, bouldervæg (sidelæns klatring) og forskellige frit tilgængelige bevægelsesfaciliteter. Endelig udstyres Idrætsbyen med et laboratorium til fysiske tests og undersøgelser. På udearealerne omkring Idrætsbyen kommer der crossfit-facilitet, streetfodboldbane, gårdhave til ophold og afslapning samt udstrækningsområder i forbindelse med lokalområdets løbestier.
Digital revolution i dansk idrætsbyggeri
Idrætsbyen bliver en digital revolution i dansk idrætsbyggeri. De største idrætsrum udstyres med kamera til videootagelse af træning. Optagelserne kan vises på skærme i idrætsrummene. Der kommer brugerstyret lysregulering, så belysningen kan tilpasses skiftende aktiviteter. I alle rum kan musikanlæg forbindes med mobiltelefoner. Hele idrætsbygen får gratis wifi, så alle brugere nemt kan komme på nettet fra deres digitale enheder og udnytte en række muligheder for sport apps, træningsprogrammer og foreningshjemmesider, der bliver gjort tilgængelige via QR-koder sat op i Idrætsbyen. I laboratoriet kommer der apparater til blodprøvetests, iltoptagelses-måling og styrketest.
Idrætsbyen i Espergærde er tegnet af Elkiær + Ebbeskov Arkitekter i samarbejde med NOVA5 og Lemming & Eriksson Rådgivende Ingeniører. Byggeriet vil blive kendetegnet ved lette facader i hvide perforerede stålplader og store vinduespartier.
I alt kommer idrætsbyen i Espergærde til at koste 49 mio. kr. at etablere. Helsingør Kommune giver 40 mio. kr. til projektet. Espergærde Gymnasium 1 mio. kr. Lokale og Anlægsfonden har bevilget 8 mio. kr.