Tilbage i 2012 viste en omfattende brugerundersøgelse blandt Sorøs indbyggere, at der var et stort ønske om flere aktiviteter i bymidten. Allerede dengang blev gårdrummet mellem byens bibliotek og kunstmuseum udpeget til at være et centralt sted at se nærmere på. Nu er idéen blevet til virkelighed.
En række forskellige installationer inviterer til, at borgere i alle aldre kan udtrykke sig selv kulturelt, kunstnerisk og fysisk – mens andre kan benytte den grønne scene som et sted, hvor de kan slappe af og lade andre mennesker byde på en oplevelse. Installationerne fungerer ligeledes som redskaber til læring og ny viden ved hjælp af historiefortælling, spejleffekter og matematik.
Sorøs Grønne Scene
Lokale og Anlægsfonden har været koblet på udviklingen af Sorøs Grønne Scene, som det nye byrum er blevet døbt. Fonden har medvirket til at kvalificere en række bud på, hvordan børn, unge, voksne og ældre kan involveres i et nyt byrum, der kan tilfredsstille mange forskellige behov for fritidsoplevelser.
Gårdrummet, der er udset til at blive Sorøs Grønne Scene, har årligt 150.000 besøg af borgere, der kommer for at bruge biblioteket eller kunstmuseet. Dette gør det oplagt at udvikle stedet til mere end et transit- og parkeringsområde.
Et kulturelt og inviterende byrum
Sorøs Grønne Scene bliver et projekt, der omdanner et praktisk, men uinspirerende, sted til et kulturelt og aktivt byrum.
Den Grønne Scene får naturligvis en scene, hvor der bliver leget med vand som en udtryksfuld overflade, der kommer en spejlvæg, en fortællebrønd, redskaber til leg og bevægelse samt installationer med lyd- og lyseffekter og det bliver muligt at afvikle fx udendørs biograf. En gennemgående materialevalg er eg, som er inspireret af de klassiske bindingsværksbygninger i den historiske bymidte. Byrummet designes så det kan opsamle og bruge regnvand som en del af stedets muligheder.