Net – bevægelsesinstallation til børn


Net kan bruges til at fange fisk og meget andet. Også børns opmærksomhed og legelyst. Lokale og Anlægsfonden og Aarhus Gymnastik- og Motorikhal har udgivet et nyt idékatalog, der viser, hvordan gymnastik- og idrætshaller samt andre idrætsfaciliteter kan bruge net som selvaktiverende bevægelsesredskaber.

Der findes en pædagogisk tese om, at bevægelsesrum, der er indrettet på børns præmisser og med inspiration i børns egen kultur, skaber mere glæde og bevægelse. Tesen har været afgørende for udviklingen af Aarhus Gymnastik- og Motorikhal, der er et enestående eksempel på nytænkning af landets idrætsfaciliteter. Samme tese har også været afgørende for et nyt tiltag, der er udviklet igennem forsøg i netop Aarhus Gymnastik- og Motorikhal.

Tiltaget går ud på at sætte særligt udviklede net op i en idrætshal på en måde, så nettene danner et bevægelseslandskab for børn. Et bevægelseslandskab, der både skal være legende, bevægelsesmotiverende og samtidig udfordrende og udviklende for motorikken. Samt supersjovt.

Nettene kan i princippet etableres i en hvilken som helst idrætshal eller anden idrætsfacilitet, hvor der er plads til det. I den slags rammer kan bevægelsesnettene være et supplement til de gængse idrætsgrene og et spændende  alternativ til den mere fastlagte træning og idrætsudfoldelse.

Men net designet til bevægelse er mere end et redskab. De er også visuelle og fysiske oplevelser, der kan flytte tankerne fra idræt til kunst, hvor børnene bliver aktive dele af et kunstnerisk udtryk, som overrasker og forandrer de typiske rum til idræt.

Skip to content