Mols fik sat kronen på Værket
Den 26. april 2024 blev Molsværket indviet. Det nye, samlende kraftcenter for Mols og Helgenæs tog imod de mange fremmødte med åbne arme. Sang, musik, aktiviteter og et helt særligt “snoreklip” gjorde dagen festlig – også selvom forårsregnen styrtede ned.
Pressemeddelelse fra Syddjurs Kommune
Fredag den 26. april 2024
Mødestedet Molsværket rummer børnehave, vuggestue, madhus, idræts- og kulturfaciliteter, møderum og meget mere. Det nye, samlende kraftcenter på Mols slog dørene op den 26. april om eftermiddagen, og alle var inviteret.
Flere hundrede mennesker trodsede regnvejret og mødte op, alle klar til at indtage det hus, som har været undervejs siden det første spadestik i 2021.
De officielle taler stod først i dagens program. Talerrækken afspejlede en stor opbakning til huset og ideen fra nær og fjern. Dette afsluttedes med, at formanden for Ejendomsfonden Molsværket Grith Mortensen afleverede “nøglen” til stedet til alle.
Den symboliserer, at nu er det også brugernes opgave at få fællesskabet og aktiviteterne til at blomstre.
Menneskelig rød snor
Herefter var det tid til “snoreklip”, som foregik på en helt særlig måde: Børn fra området dannede en menneskelig rød snor, festligt klædt i røde Molsværket-shirts. Snoren blev “klippet” over med en stor, specialfremstillet saks af træ, som nogle af de fremtidige brugere af huset har kreeret. Det markerede dermed Molsværkets officielle åbning.
Følgende stod for snoreklippet: Torben Salomonsen (formand for fællesbestyrelsen, skole og børnehave), Anne Christine Vistoft (præst i lokalområdet og kommende bruger af huset), Christina Vistoft (formand for IF Mols) og Jan Schmidt (formand for borgerforeningen).
Så fulgte fællessang og musik og mulighed for at prøve aktiviteter i og uden for Molsværket. De mange gæster kastede sig blandt andet ud i dans, sang, musik, padel, leg, fernisering, højtlæsning m.m. Den festlige dag sluttede med aftensmad, kreeret af husets kok og frivillige fra Madhusgruppen fra Mols i Udvikling.
Fantastisk dag
Grith Mortensen, formand for Ejendomsfonden Molsværket, udtaler:
“Det var en fantastisk dag og kæmpe glæde at indvie Molsværket. Stedet er en fysisk manifestation af det store fællesskab og energi i landsbyklyngen Mols i Udvikling. Det har været en lang og lærerig rejse. Tak til de mange samarbejdspartnere, der har været med til at skabe de nye rammer. Nu er det op til os alle at fylde Molsværket med liv, glæde og energi.”
Michael Stegger Jensen, borgmester i Syddjurs Kommune, siger:
“Stort tillykke til Mols, Knebel og hele Syddjurs. Molsværket samler lokale og gæster i fællesskaber på tværs af generationer og bliver en motor for udviklingen af hele området. Børnehuset gør Mols og Helgenæs endnu mere klar til at omfavne den positive befolkningsudvikling, der er i gang lokalt og i Syddjurs i det hele taget.”
Fonde begejstrede for projektet
Jon Gerner, direktør i Lokale og Anlægsfonden, siger:
“At ‘samle og dele’ har været den drivende vision i udviklingen af Molsværket, og netop fordi så mange foreninger og borgere her kan være under samme flotte tag og får et nyt og spændende mødested i Molsværket, valgte vi også at støtte og rådgive projektet i sin tid. Her har Molsværket og Syddjurs Kommune vist vejen for, hvordan man med et fast blik for både samarbejdet mellem landsbyer i landsbyklynger og en fast hånd om et engagerende visionsarbejde med borgerne og fritidslivet i fokus kan skabe merværdi for kommunen, for erhvervslivet og frem for alt for borgerne.”
Christine Paludan-Müller, uddelingschef i Nordea-fonden, siger:
“Det er en kæmpe fornøjelse at være med til at åbne Molsværket, som fremover kommer til at blive et stærkt omdrejningspunkt for fællesskaber og aktiviteter på Mols og Helgenæs. En af de vigtigste ingredienser bag Molsværket er det store, lokale frivillige engagement, som længe har været i fuld gang. Gode liv er noget, vi skaber sammen – og jeg er sikker på, at Molsværket fremover kommer til skabe både glæde og engagement.”
Jesper Nygård, administrerende direktør i Realdania, siger:
“Mols i Udvikling’ var én af de første landsbyklynger, som Realdania støttede helt tilbage i 2015. Det gjorde vi, fordi vi gerne ville støtte op om at skabe stærkere fællesskaber, samarbejder og aktiviteter på tværs af landsbyerne. Vi ved, at det betyder rigtig meget for fællesskaberne at have et fysisk mødested. Derfor er vi rigtig glade for at have bidraget til Molsværket, hvor de mange frivillige ildsjæle har leveret en helt afgørende indsats. Vi tror, at Molsværket bliver et samlingssted for både sommerhusejere, turister og ikke mindst lokalbefolkningen.”
Bidragsydere
Syddjurs Kommune
Lokale og Anlægsfonden
Realdania
Nordea-fonden
A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal
Tved Sparekasses Fond
LAG Djursland
Lokale borgere, virksomheder og mindre fonde
Borgerforeningen Mols
NRGIs Værdipulje
Kontakt
Grith Mortensen, formand for Ejendomsfonden Molsværket
Mobil: 40 96 41 14
Mail: grith.mortensen@gmail.com
Michael Stegger Jensen, Borgmester i Syddjurs Kommune
Mobil: 23 72 86 78