Kendt udviklingsfond løfter Multiparken helt frem til målstregen


Med Lokale og Anlægsfondens netop tildelte millionstøtte i hånden, kan foreningen bag Multiparken snart sætte skub i gravearbejdet. Byens børn og unge kan derfor godt glæde sig til første spadestik til et helt nyt aktivitets- og mødested i efteråret.  

Pressemeddelelse fra Skanderborg Kommune
Torsdag den 20. april 2023

Der var disket op med chokolade, jordbær, nybagt brød og oliven samt et par flasker champagne, da formand for Skanderborgs Aktive Mil, Anne Heeager, i weekenden havde inviteret Multiparkens bestyrelse til fejring af en helt fantastisk nyhed fra Lokale og Anlægsfonden. En accept af hele det ansøgte beløb på fire millioner kroner samt forventningsfulde ord om Multiparken var kort forinden blevet serveret af fonden til en glad og lettet Anne Heeager.  

”Vi har arbejdet med Lokale og Anlægsfonden og deres udviklingskonsulenter siden sommeren 2021, og fonden har brugt ufattelig mange timer på at hjælpe os med at udvikle og forbedre planerne for Multiparken. På den måde har de om nogen været med til at hæve ambitionerne og sikre, at parken får det kvalitetsniveau, vi står med i dag. Og med beskeden om, at fondens bestyrelse nu også har nikket til vores projekt og det store støttebeløb, lader det til, at de også mener, at vi lokalt har evnet at gribe deres budskaber”, siger Anne Heeager med et glimt i øjet.

Anne Heeager kan berette om en både lang og også lidt hård proces, hvor der ikke har været nogen garanti for, at indsatsen ville bære frugt. Hun er derfor ovenud taknemmelige for at bestyrelsen og hele byen endelig kan se frem til at igangsætte byggeriet af en Multipark, der bliver helt unik og et tiltrængt samlingspunkt for Skanderborgs børn og unge.

Ambitionshop og et budget på 14 mio. kr.
At ambitionsniveauet for Multiparken er hævet, afspejler sig i Multiparkens budget, der i dag beløber sig til knap 14 mio. kr. Det er således en fordobling i forhold til det oprindelige budget, hvilket i høj grad kan tilskrives det ambitionshop, som Lokale og Anlægsfonden har bidraget med.

Fonden har været optaget af at skabe et ambitiøst skateanlæg, som er velegnet til mange typer af hjul som skateboards, løbehjul, rulleskøjter og bmx. Samtidig har det været et centralt tema, at parken ikke alene skulle blive et fantastisk anlæg for børn og unge med hjul under fødderne. Med et klart helhedsgreb for området har der været fokus på at forløse potentialet i Multiparkens unikke placering i forhaven på en børne- og ungdomsklub ved at indtænke gode sociale opholdszoner og varierede bevægelsesmuligheder med en skøn natur omkring.    

“Projektet er et nytænkende arkitektonisk bud på en facilitet til rullesport, der er en af de absolut største makrotrends blandt unge under 15 år. Multiparken bliver et markant lokalt og regionalt løft af rullesporten. Herudover giver projektet helt nye muligheder for den selvorganiserede brug af parken, samtidig med at det åbner for en nytænkende måde at drive SFO og klub på, hvor der også er fokus på værtskab inden for fritidslivets arenaer”, siger Jon Gerner, direktør i Lokale og Anlægsfonden.

En Mulitpark for både piger og drenge
Foreningen bag Multiparken og Sct. Georgsgården har i de seneste tre år gået grundigt til værks. Det har været væsentlig for foreningen og for Lokale og Anlægsfonden, at der blev indsamlet masser af viden og information udefra. Tilsvarende vigtigt har det været, at de idéer, der opstod undervejs i processen, blev trykprøvet. Både blandt de kommende brugere og blandt forskellige eksperter med fokus på idræt, ungeliv, arkitektur med videre.  

Netop foreningens arbejde med at skaffe viden og sikre en løbende brugerinddragelse bliver fremhævet hos Lokale og Anlægsfonden. For det er vigtigt at tænke sig godt om og være ambitiøs og undersøgende, før man sætter spaden i jorden på så stort et projekt.

Den gennemførte inddragelsesproces har hele vejen favnet gruppen af interessenter med et naturligt stærkt fokus på børn og unge og på forskellige eksperter, der har kvalificeret de mange idéer og ønsker for parken. I den forbindelse har ambitionen været at skabe en Multipark for både piger og drenge og for børn i forskellige positioner.

At mange børn og unge har været med hele vejen frem til den nu færdige skitse for Mulitparken  er også noget, der glæder Carsten Bjerre, leder af Sct. Georgsgården.

”Hver dag er der børn og unge, der spørger mig, hvornår Multiparken står klar. De glæder sig virkelig til det enorme løft af udearealerne, som vi snart tager hul på. Og jeg kan med ro i maven sige, at alle børn og unge, piger og drenge, de fysisk aktive og de mere snakkende godt kan glæde sig. For der bliver noget for alle. Vi tror på, at der er fritidspædagogisk fremtid i det her – ikke mindst i en tid, hvor vi skal give flere børn og unge lyst til bevægelse og mod på at indgå i sociale fællesskaber”, siger Carsten Bjerre.   

Med Lokale og Anlægsfondens ”ja” til projektet, har Multiparken i Skanderborg opbakning og millionbevillinger fra to af de helt store fonde med fokus på bl.a. idræt, fællesskab samt børn og unge. I udgangen af 2022 meldte Nordea-fonden sig nemlig også på banen, som en væsentlig støtte.

Kontaktoplysninger:

Anne Heeager, Formand, Skanderborgs Aktive mil og projekt Multiparken
Tlf. 29 39 84 83 / anne.heeager@skanderborg.dk

Katrine Ringgaard Jørgensen, Næstformand og kommunikationsansvarlig, Skanderborgs Aktive Mil
Tlf. 28 57 85 89 / katrinerjorgensen@gmail.com

Jens Øyås Møller, udviklingskonsulent i Lokale og Anlægsfonden, Tlf. 31 75 75 86 / jm@loa-fonden.dk

Carsten Bjerre, leder af Sct. Georgsgården
Tlf. 20 44 26 86 / carsten.bjerre@skanderborg.dk

Pressekontakt

Kir Klysner

Journalist og kommunikationskonsulent

Skip to content