Har I et projekt med ”Plads til Piger”?
Lokale og Anlægsfonden søger seks unikke projektidéer til kampagnen Plads til Piger, der skal udvikle nyskabende bud på bevægelsesfaciliteter med afsæt i piger og unge kvinders behov.
Når I kommer ind i en idrætsfacilitet eller rundt i byen til boldbaner og parkouranlæg – er der så ligeså mange piger som drenge? Bliver pigerne hængende efter aktiviteten – og også på lang sigt?
Pigerne er desværre ofte i undertal i de aktive fællesskaber. Det kan der være mange årsager til. I LOA ved vi, at mange piger ikke opfatter offentlige bevægelsesfaciliteter som værende for dem.
Idrættens kulturelle koder er stærke, og de understøttes af de faciliteter, hvori koderne er skabt. Dermed ekskluderes – om end utilsigtet – en stor del af potentielle aktive udøvere pga. facilitetens type og design. Og bevægelsesfaciliteter reproduceres desværre stadig efter idrætsbilledet fra en anden tid.
Tiden er moden
Det er derfor på tide at kaste et nyt blik på udbuddet af bevægelsesfaciliteter i vores lokalområder. Vi skal sikre, at vi udvikler relevante og inkluderende faciliteter til hele befolkningen, herunder pigerne og de unge kvinder.
Så kig jer omkring i foreningsbestyrelsen, brugerrådene, til borgermøderne eller i projektgruppen – er pigerne og de unge kvinder repræsenteret her? Det skal de være, hvis vi skal afdække nye behov og udvikle attraktive rammer, der understøtter diversitet i de aktive fællesskaber.
Erfaring viser, at hvis vi i en udviklingsproces tænker behov ind, som vi tidligere ikke har hørt, så tiltrækkes andre målgrupper også, fx nybegyndere men også andre grupper, som umiddelbart ikke føler sig hjemme i de traditionelle idræts- og bevægelsesfaciliteter.
Skal vi skabe Plads til Piger sammen?
Med kampagnen Plads til Piger sætter vi specifikt fokus på pigernes og de unge kvinders inddragelse i facilitetsudvikling.
Har I allerede pigefællesskaber, eller vil I gerne arbejde for, at de bliver etableret? Vil I sikre, at pigerne (og mange andre) føler sig velkomne i jeres bevægelsesfaciliteter, så vil vi gerne samarbejde med jer.
Vi hjælper med midler til en udviklingsproces med aktiv inddragelse af målgruppen og bistand af dygtige rådgivere.
Send os jeres problemstilling eller projektidé, der omhandler de fysiske rammer til de aktive pigfællesskaber.
Læs mere om udviklingsprocessen og kampagnens kriterier her
Hvem kan ansøge
Kommuner, foreninger og selvejende institutioner kan søge om deltagelse i kampagnen og dermed om tilskud fra Lokale og Anlægsfonden på 200.000 kr. Tilskuddet skal gå til professionel, arkitektfaglig rådgivning, der kan udvikle og kvalificere den enkelte projektidé frem til et skitseforslag for projektet.
Den arkitektfaglige rådgivning suppleres desuden af udviklingsrådgivning fra Lokale og Anlægsfondens udviklingskonsulenter samt videns- og inspirationsoplæg fra relevante eksperter.
Bemærk: Tilskuddet er betinget af en lokal medfinansiering på 100.000 kr.
Ansøgningsfristen for deltagelse i kampagnen
Alle projektidéer skal være indsendt via Lokale og Anlægsfondens ansøgningssystem senest onsdag d. 15. januar 2025.
Er I i tvivl om kampagnen er relevant for jer? Kontakt os, og afprøv din idé, inden du sender ansøgningen afsted – se kontaktinfo på vores udviklingskonsulenter Line Rude og Sidsel Hye-Knudsen her: Plads til Piger – Lokale og Anlægsfonden