En række landsbyer har taget fat på at arbejde sammen og ”klynge” deres indsatser, så aktiviteter, steder og miljø kan løftes i flok. Lysten og kraften til fælles engagement er overraskende stor.
Fredag den 12. april 2019
Af: Esben Danielsen, Direktør – Lokale og Anlægsfonden
Foto: Karl Andersen, Lokale og Anlægsfonden
Gør det egentlig nogen forskel at tage fat på – med hjælp ude fra – at flere landsbyer kan arbejde sammen. Eller er det bare velmente skrivebordsøvelser, som ikke er noget, folk gider? De første erfaringer fra landets mere end 25 landsbyklyngeinitiativer viser det meget klart. Potentialet for samarbejde og viljen til engagement er meget større end ventet.
Mange steder er der i forvejen stærke lokale fællesskaber i landsbyråd, omkring forsamlingshuset, i idrætshallen og i de mange velfungerende foreninger, med hvert sit fokus. Men oplevelsen de fleste steder er til at starte med, at dem der orker at gøre en forskel, ja de er i gang. Der er ikke flere, der orker, og der er ikke energi til mere. Faktisk er det en helt generel erfaring fra meget foreningsliv. Dem, der er godt engageret i bestyrelser og arbejdergrupper, oplever, at det er svært at få nye med. De oplever, at opgaverne vokser mellem hænderne på dem og kan føles at blive for meget.
Her leverer landsbyklyngerne overraskende nyt. Mange flere er klar til at hjælpe til. Alle landsbyklyngerne har lavet lokale spørgeskemaundersøgelser – flere steder til alle husstande – der kortlægger folks interesser lokalt, og om de er klar til at give en hånd med.
Undersøgelserne viser f.eks. at, Landsbyerne skal dyrke frivilligheden, fællesskabet og finde hinanden:
Størstedelen er ikke frivillige (37 pct. svarer ja til, at de laver frivilligt arbejde – 58 pct. svarer nej), men oplever at det giver fællesskab og er afgørende for overlevelsen af deres landsby.
Forståelsen er der altså. Hvorfor er de så ikke med? Ja svaret er ganske paradoksal – de føler sig ikke inviteret indenfor! En eksisterende god forening, opfatter sig normalt som åben og klar til at invitere nye indenfor. Men i praksis opleves foreningen som lukket. Som noget hvor man skal vide, hvordan og hvor man skal slå til for at være med. Det er indforstået og svært at afkode udefra.
De landsbyklynger, som har inviteret åbent og simpelt ind til at hjælpe til, bliver overrendt med interesserede. Flere klynger viser potentialer til at fordoble andelen af dem, som er engagerede. Nøglen er:
INVITER IND TIL NOGET PRAKTISK OG LIGETIL
GØR DET OVERSKUELIGT OG KORTVARIGT TIL EN START
Fællesspisning, malerarbejde, høstfest og oprensning af gadekæret er nogle af de oplagte startsteder. Og nøglen til at gøre det bæredygtigt er at skabe MØDESTEDER. Steder hvor man kan droppe forbi, se hvad der foregår og nemt tilbyde sig og blive inviteret med. Hvis det foregår i hvert sit klubhus, på hvert sit tidspunkt og man skal vide, hvor det er – ja så løfter det sig ikke. STEDET hvor man naturligt kommer forbi bliver mere afgørende end foreningen. Det er foreningerne, der sammen skaber stedet – men stedet der løfter engagementet.
SÅDAN – flere gør det allerede, og erfaringerne er der. Lokale og Anlægsfonden har gode erfaringer med at skabe mødesteder, hvor brugerne deler, så små lokalsamfund kan opretholde drift og dynamik i faciliteterne.
X-huset i Vester Hæsinge, Landsbyen i skolen i Nr. Vium og Gudum Sognehus er eksempler på, hvordan man kan fastholde den lokale livsnerve ved at give bygningerne nyt liv og omdanne lukkede landsbyskoler til lokale kultur- og bevægelseshuse. Og det kan det gamle forsamlingshus også, hvis der tænkes nyt og spændende.
Se mere om det i vores nyeste tema om FREMTIDENS FORSAMLINGSHUS.
