Publikation: Biblioteket som kulturhub


Biblioteket står stærkt som et fysisk og moderne mødested, der er vært for samspil, inspiration
og dannelse. Biblioteket er et fysisk rum, der bringer mennesker sammen – fra studerende til pensionister, og fra naboer til fremmede. Biblioteket er et sted, hvor arkitekturen har stor betydning for, hvordan besøgende oplever og bruger biblioteksrummet. De arkitektoniske greb og rumligheder er med andre ord rammesættende for den aktivitet, der finder sted i biblioteket.

Netop for at understøtte fremtidens biblioteksrum har vi i Lokale og Anlægsfonden igangsat et udviklingsforløb med henblik på at inspirere og frembringe viden om, hvordan biblioteker landet over kan fremstå som moderne, inkluderende mødesteder. Mødesteder, der er attraktive for endnu flere end de mange, der allerede i dag besøger bibliotekerne.

I dette inspirationskatalog kan du læse om hvilke centrale temaer, der kendetegner de fysiske forandringer for fremtidens biblioteker. Temaerne er illustreret gennem eksempler fra otte vidt forskellige biblioteker. Biblioteker, der har et fælles ønske om at skabe positive forandringer gennem
opdaterede fysiske rammer, som understøtter mødet mellem mennesker og synliggør de mange
tilbud og muligheder, som bibliotekerne er vært for. Samtidig understreger kataloget bibliotekets
vigtige funktion i vores samfund, når det kommer til oplysning, dannelse og demokrati.

Inspirationskataloget viser en række skitser fra kampagnen til inspiration for alle, der selv er midt i bevægelsen mod fremtidens bibliotek som kulturhub, eller som overvejer at blive det.

Eksemplerne fra kampagnen er samlet i tre overordnede temaer, der går igen på tværs af de deltagende biblioteker. De tre temaer, som bibli­otekerne har fundet det vigtigt at arbejde med, er:

  • MØDESTEDER
  • ANKOMST
  • ZONER

Tak til alle de deltagende biblioteker og deres rådgivere for aktivt at gå ind i udviklingsprojektet og for
generøst at dele erfaringer, viden og visioner. Vi vil opfordre alle interesserede, at kontakte det pågældende bibliotek eller tilkoblet rådgiver, hvis man har brug for mere viden.

Skip to content