Nu åbner østjysk skatepark til 14 mio. kr.


Fredag den 21. juni åbner Multiparken i Skanderborg, der er designet af OL-skater Rune Glifberg. Østjyllands nye streetsportsted kommer til at give et ”markant løft af rullesporten” ifølge stor udviklingsfond. Indvielsesfesten byder bl.a. på show fra skatelandsholdet, workshops, livemusik og besøg fra mere end 1000 børn og voksne.

Pressemeddelelse fra  Skanderborg Kommune
Onsdag den 19. juni 2024

Med en anlægssum på over 14 millioner kroner er det en både omfangsrig og nytænkende skate- og multipark, der på vej ind i weekenden slår dørene op til åbningsfest for alle.

Parken spås at blive det nye store hænge-ud- og aktivitetssted for hele oplandets børn og unge med hang til rullesport.

De unges nye mødested i Skanderborg er designet af OL-skater Rune Glifberg efter idé fra lokale unge og deres forældre.

Projektet har fået national opmærksomhed, og Nordeafonden og Lokale og Anlægsfonden har støttet med fire millioner kroner hver.

”Multiparken i Skanderborg er et mønstereksempel på en nytænkende arkitektonisk facilitet til rullesport, der er en af de absolut største makrotrends blandt unge under 15 år. Samtidig åbner det for en
nytænkende måde at drive SFO og klub på. Multiparken giver et markant lokalt og regionalt løft af rullesporten”, siger Jon Gerner, direktør i Lokale og Anlægsfonden.

Etableringen af Multiparken begyndte for godt et år siden. Ud over de gavmilde donationer fra de store fonde har projektet mødt stor lokal opbakning i form af sponsorater og frivillige timer ved arbejdsdage. Mere end 1000 børn, unge og voksne ventes at deltage i indvielsesfesten fredag den 21. juni.

Fire års frivilligt arbejde

Forud for indvielsen er gået fire års frivilligt arbejde fra foreningen Skanderborgs Aktive Mil, der står bag udviklingen af Multiparken i samarbejde med det selvejende fritids- og klubtilbud Sct. Georgsgården.

”Det har været en kæmpe opgave at realisere drømmen om Multiparken i Skanderborg, men det er længe glemt, når vi ser på resultatet i dag og samtidig kan se tilbage på de sidste år, hvor vi har mødt stor opbakning fra det lokale erhvervsliv og har set kæmpe smil fra de unge, der har været en del af ide- og byggeprocessen. Vi står i dag med et sted, der møder de unges store ønske og favner en mangfoldig gruppe af store børn og unge, drenge og piger, ressourcestærke og mere udsatte unge. Vi glæder os helt vildt til at se stedet myldre med aktive unge”, siger Anne Heeager, formand for Skanderborgs Aktive Mil.

Alle kan deltage gratis i indvielsen, der finder sted fredag 21. juni kl. 15.30-21.00 og byder på både show ved skatelandsholdet, workshops, konkurrencer, musik, taler og fællesspisning.

Om Multiparken Skanderborg

  • Placeret i direkte sammenhæng med fritids- og ungdomsklubben Sct. Georgsgården, Plantagevej 7, 8660 Skanderborg
  •  Idéen opstod i 2020 blandt en gruppe børn og unge i Skanderborg
  • Udviklet af den frivillige forening Skanderborgs Aktive Mil
  • Samlet areal: 5000 m2, heraf 1200 m2 skateanlæg
  • Anlægssum: 14,1 mio. kr.
  • Designet af Glifberg & Lykke samt Gustin Landskab, med Gustin Landskab som hovedrådgiver
  • Opført af FSR Beton og BUUS Anlægsgartnere
  • Finansieret med støtte fra Nordeafonden, Lokale- og Anlægsfonden, Skanderborg Kommune, Gl. Skanderborg Fonden, mindre fonde, det lokale erhvervsliv og byens borgere.

Kontakt
Kommunikationsansvarlig i Skanderborgs Aktive Mil, Katrine Ringgaard Jørgensen, tlf. 2857 8589
Formand for Skanderborgs Aktive Mil, Anne Heeager, tlf. 2939 8483

Pressekontakt

Kir Klysner​

Journalist og kommunikationskonsulent

Skip to content