I 2022 står der et nyt kulturhus færdigt i Klaksvík. Et kulturelt og mytologisk mødested som skal danne ramme om foreningsaktiviteter og byrådsmøder. Lokale og Anlægsfonden har støttet det kommende kulturhus med 9 millioner kroner.
Dato 1.4.2020
Den færøske folkekultur er præget af en stærk sang- og musikkultur, og kulturlivet har en stor betydning for færingerne. Grundet de mange mørke måneder på Færøerne er det indendørs foreningsliv vigtigt og rigt.
Byen, Klaksvík, er arnested for flere store færøske bands, og den er kendt som musikbyen på Færøerne. Hvert år valfarter 10.000 færinger til den årlige sommermusikfestival som holdes i byen.
Derfor har borgmesteren, Jógvan Skorheim, skabt en vækstplanen for kommunen, hvor kultur- og foreningsliv spiller en væsentlig rolle. Over de næste par år er intentionen at realisere fire store projekter i byen: en ny roklub på havnen, et nyt hotel i byen, en ny efterskole – samt et nyt kulturhus.
Kultur som strategisk greb
”Kultur- og foreningslivet en del af den vækstplan som skal medvirke til at Klaksvík udvikler sig til en attraktiv by for børnefamilie, unge, ældre, lokale, tilflyttere og turister,” siger Jógvan Skorheim.
Med Grunnurin Mentanarhús håber kommunen på, at skabe en stærk og fælles base for kultur under ét tag, forklarer borgmesteren og forsætter:
”I dag stiller kommunen lokaler til rådighed for foreningslivet, men det ville styrke de mange foreninger at være under samme tag for at have et synlig sted at samles.”
De trafikale tunnelforbindelser mellem øerne har nemlig skabt helt nye muligheder for at tiltrække liv til Klaksvík.
”De gamle færger mellem øerne var flydende mødesteder, hvor færingerne mødes og drak kaffe og var sociale sammen. Netop den sociale og lokale forbindelse ønsker vi at genskabe i det nye kulturhus,” forklarer Jógvan Skorheim.
”Tanken er også, at byrådsmøderne skal holdes i det nye kulturhus, da det er vigtigt, at byrådets arbejde er synlige for borgerne. Ved at bruge huset til møderne viser vi, at kultur kan have mange nuancer og størrelser,” fortæller Jógvan Skorheim.
Respekt for kulturarven
Kulturhuset, Grunnurin Mentanarhús bliver en modernisering af en allerede eksisterende bygning, nemlig en sort træbygning, der siden 1966 har fungeret som posthus.
Posthuset blev i sin tid tegnet af den færøske arkitekt Palle Gregoriussen, og det har været et stort ønske fra de lokale, at kulturarven respekteres. Derfor har opgaven for arkitekten Ósbjørn Jacobsen været at skabe et nyt indre til huset og nænsomt forandre den oprindelige ydre skal.
”Den store opgave har været at skabe et hus, der er fleksibelt, så der er plads til forskellige behov, brugere og aktiviteter. Derfor har vi brugt lang tid på at tegne rum af høj kvalitet, særligt med fokus på akustik, æstetik og beklædning,” siger arkitekten.
I kulturhuset skal der spilles musik, tegnes og males, og det skal fremfor alt være et kulturelt mødested, hvor kunstnere møder deres publikum på scenen og hvor brugerne kan udfolde sig gennem foreningsaktivitet.
Lokal mytologi som tema
”Vi har arbejdet med at skabe et poetisk og mytologisk mødested som tager udgangspunkt i de lokale omgivelser – både de materielle og de kulturelle. Afsættet er taget i den grønne flade: klipper, sten og græs, som Færøerne består af, og sidenhen kombineret med den færøske folkekultur, som præges af mytologiske fortællinger,” fortæller Ósbjørn Jacobsen.
Ósbjørn Jacobsen har sammen med resten af tegnestuen Henning Larsen North Atlantic, i tilblivelsen af kulturhuset, arbejdet med tematikken i traditionelt teater; ”lys og skyggespil”.
Det betyder, at huset i takt med at mørket falder på, vil emme af liv og lys, der stråler gennem den translucente facade ud i byens offentlige rum. I dagtimerne vil huset og dets aktiviteter svømme i dagslys.
Synergi fremfor konkurrence
Projektgruppen har brugt meget tid på at afsøge behov og ønsker fra husets kommende brugere. De har talt med andre kulturinstitutioner for at finde ud af, hvor de tunge driftsposter kunne ligge, og hvordan de mange funktionaliteter som fx toiletter, garderobe mv. kunne placeres korrekt, så der kommer et godt flow i huset.
”Projektgruppen har løbende haft dialog med Nordens Hus, et kulturhus som ligger i Torshavn, og netop den dialog har været givende for projektet. Vi er jo ikke konkurrenter men ønsker at skabe synergi,” afslutter Ósbjørn Jacobsen.
Stærk eksempelværdi
Grunnurin Mentanarhús har en meget stor eksempelværdi, dels fordi det er så gennemarbejdet men også fordi det er et rigtigt stærkt bud på hvad et kulturhus skal kunne anno 2020, forklarer Anna Hassel, arkitekt i Lokale og Anlægsfonden og forsætter:
”Kulturhuset kommer også til at understrege at afstanden mellem professionel og amatør ikke behøver at være stor. Men at fælles rammer kan udvikle, bidrage og inspirere brugerne imellem. Et aktivt greb har netop været at skab en flerfunktionel sal til koncert og teater af meget høj kvalitet, samtidig med at man sikrer gode og lækre rammer til foreningslivet i huset, så huset rummer hele det kulturelle spektrum af udfoldelse,” siger Anna Hassel arkitekt i Lokale og Anlægsfonden.