Ry Sejlklub har i de senere år oplevet en markant medlemsudvikling. Sejlklubben har arbejdet strategisk med aktiviteter inden for al vandsport og derigennem vist, hvordan de nuværende fysiske rammer ved Knudsø kan være et mødested for strandliv i byer, som ikke har adgang til kyst og hav.
En tredobling af klubbens ungdomsmedlemmer og tilgang af helt nye brugergrupper inden for bl.a. havsvømning, SUP og vinterbadning har medført et stort behov for nye og bedre rammer, der kan sikre en fortsat udvikling af klubben og lokalområdet.
Med projektet vil klubben skabe et søsportscenter, der skal åbne området endnu mere op for offentligheden og lokale partnerskaber med en vision om ’at skabe gode oplevelser på vand og fællesskab på land’.
Aktiviteter og brugergrupper
Det fremtidige søsportscenter skal være mødested for de mere end 400 aktive medlemmer, der på alle årstider fylder klubhus, havnearealer og sø med jolle- og kølbådssejlere, surfere, SUP’ere, svømmere, kano- og kajakroere og vinterbadere i alle aldre. Med de nye faciliteter vil der i højere grad kunne tilbydes partnerskaber med Knudsøskolen, Mølleskolens SFO og Børnehaven Hulen, der kan udvide deres brug af faciliteterne, søen og det nærliggende skovområde til leg og læring. Nye lokale brugere fra STU-skolen, ungdomsskolen og Ry Firmaidræt viser, at der er potentiale til, at Knudsø og det nye søsportscenter vil blive et kommunalt kraftcenter inden for friluftsliv og vandsport.
De nye rammer vil give bedre plads til udstyr, skabe et indendørs mødested med køkkenfaciliteter og undervisningslokale, der kan benyttes til kurser, naturformidling og sociale arrangementer. En forbedring af de udendørs faciliteter skaber mulighed for, at naturgrunden og skovbrynet kan benyttes til udeskole, naturformidling og leg og ophold for børn og familier.
Projektet er en del af kampagnen Strandlivets rum og rammer.