Fletværket er det første af sin slags: Det er ikke et klubhus, og det er ikke en ungdomsklub. Det insisterer på at placere sig et sted midt imellem. Fletværket er en ny form for fritidsrum; et ungt og inviterende rum, som fletter idræt, fritid og studieliv med særlig plads til piger og unge kvinder.
Projektet startede som en idé om et klubhus til Roskilde Pigefodbold, men udviklede sig til et partnerskab med gymnasiet for at engagere forskellige grupper af piger i aktive fællesskaber. Både fodbold- og gymnasiepigerne har haft en central rolle i udviklingsprocessen, og Fletværket har udviklet sig til et præstationsfrit rum, hvor unge kan mødes, slappe af og dyrke idræt på deres præmisser, og hvor pigers sundhed og trivsel styrkes.
Fletværket skal åbne Himmelev Gymnasium som lokalt mødested. Huset skaber et imødekommende og inkluderende miljø, hvor der kan opstå nye møder mellem elever, lærere, foreningsaktive, frivillige, forældre, beboere og besøgende. Mødestedets nye opholds- og aktivitetsmuligheder udvider anvendelse af hallen og idrætsanlægget og løfter og binder området sammen. Det katalyserer udvikling af nye mere fleksible og mindre forpligtende tilbud om socialt samvær, bevægelse og idræt. Projektet er med til at sænke tærsklen for, hvornår man tør være med, træde ind i en forening, kaste sig ud i nye idrætsgrene eller i det hele taget blive en aktiv del af lokale fællesskaber.
Aktiviteter og brugergrupper
Fletværket fletter skole, fritid og idræt sammen på en måde, der særligt appellerer til og engagerer unge i alderen 13-19 år. Himmelev Gymnasium har et ønske om at være en central aktør i lokalområdet med tættere samarbejde med foreninger og lokalsamfund, og derfor er huset skabt ud fra en præmis om at skulle rumme mange forskellige brugergrupper
Fletværket bliver et hus, der i skoletiden giver eleverne et sted at koble af med rum for trivselsfremmende aktiviteter samt nye former for idrætsundervisning. Udenfor skoletid får de unge uformelle, hjemlige rammer til hæng-ud, lektielæsning og egne aktiviteter, der kan styrke sammenholdet på tværs af klasser og årgange.
Fletværket er en del af kampagnen Plads til Piger