Fysisk aktivitet virker både forebyggende og som behandling mod mange af de kroniske sygdomme, der koster Danmark milliarder hvert år. Samtidig har genoptræningsforløb i sociale og forpligtende fællesskaber stor succes, viser forskning fra TrygFonden og Center for Holdspil og Sundhed ved KU.
I Thisted Kommune har man valgt at tage fat i synergien mellem idræt og bevægelse, forebyggelse og behandling i civilsamfundets fællesskaber og tage det alvorligt gennem fornyelsen af det største idrætscenter i Thy, hvor man har bygget et sunhedscenter sammen med Thyhallerne.
Patienter i et behandlings- eller genoptræningsforløb, som arbejder med livsstilsændringer eller forebyggelse, bliver taget under vingerne, og den tætte kobling til foreningslivet kan give varige ændringer og et sundt liv med socialt samvær ved at introducere flere borgere til idræt og fællesskab.
Et lokalt samarbejde med national relevans
Projektet bygger på en meget omfattende brugerinvolveringsproces og bearbejdning af en samlet driftsmodel for faciliteten og strukturen af sundhedsarbejdet i Thy Kommune.
Hallen er placeret to kilometer nord fra centrum i et campusområde med seks store uddannelsesinstitutioner og aktiviteter for 20 idrætsforeninger, skole og institutioner. Projektet kobler sig på Thisted Kommunes strategiplan ’Thy på forkant’, hvor sundhed, natur, kultur, idræt og fritidsliv er i fokus.
Lokale og Anlægsfonden har tidligere udviklet projekter, hvor eksempelvis fysioterapeuter og andre sundhedsfaglige lejer sig ind i bygningen, men praksis er ofte, at man holder byggeri af sundheds- og idrætshuse adskilt – både funktionelt og organisatorisk. Det er nu blevet udfordret i Thy, som er et spændende eksempel på at introducere flere borgere til idræt og fællesskab.
Thyhallerne er et tankevækkende bud på, hvordan arkitektur, foreningsliv og sundhedsvæsen kan arbejde sammen om at skabe livslang bevægelse – i både krop og fællesskab.