I moderne tider er gadekæret ikke længere et samlingssted, og mange forsamlingshuse er lukkede. De sociale aktiviteter er flyttet til større byer, selv om landsbyens indbyggere er blevet boende.
Denne udvikling skal landsbyhuse, som fx det der er opført i Gyrstinge i Ringsted Kommune, fremover afhjælpe.
De lokale borgere har med landsbyhuset på 1.530 m² fået bygget en idrætshal, forsamlingshus, fitnesscenter, mødelokale og vandrerhjem under samme tag.
Et fleksibelt samlingspunkt
Landsbyhuset er meget fleksibelt indrettet for at kunne varetage både idræt, kultur og fest. Idrætshallen er udstyret med mobil scene til teaterforestillinger og koncerter. Det store forsamlingslokale kan også benyttes til dans eller yoga.
Arkitektonisk er der arbejdet med lysindfald gennem matterede glasplader i gavlene og indgangen, og inde i huset er der frit kig mellem de forskellige aktivitetsområder.
Om aftenen vil de matterede felter lyse op i omgivelserne omkring landsbyhuset og fremhæve bygningen. Bygningen er fyldt med skæve vinkler.
Vinduerne varierer i størrelse og sidder spredt i forskellige højder, facaderne er delvis i glas og delvis i sorte aluminiumsplader. Sammen med mange andre detaljer udvendigt og indvendigt gør det landsbyhuset til en flot og funktionel enhed.