Vi mødes i det grønne
Vi mødes i det grønne er et netværk af små mødesteder i landskabet mellem Nyker, Klemensker, Rø og Aarsballe på Bornholm. Stederne inviterer til ophold, leg og aktivitet i naturen og styrker fællesskab og hverdagsliv i 4‑Kløver‑klyngen.
I hjertet af Bornholm vokser et nyt netværk af naturlige mødesteder frem. Steder, hvor mennesker kan mødes, rører sig eller tage et hvil i naturen sammen eller alene.
De bornholmske landsbyer Nyker, Klemensker, Rø og Aarsballe har dannet 4-kløver-klyngen for at stå sammen om de udfordringer, som landbrugssognet står overfor. Landsbyerne er forbundet af et smukt stisystem gennem et varieret landskab fra stille skovpartier og åbne marker til klipper og udsigtspunkter. Men der var ikke faciliteter, der understøttede mødet med naturen – eller med andre mennesker. Det er der nu skabt med projektet ”Vi mødes i det grønne”.
Projektet bygger videre på den omgivende natur, hvor der er skabt ni nye, små mødesteder langs ruterne, som inviterer alle til at stoppe op, være sammen, tage et hvil eller lave en aktivitet omgivet af skøn natur.
Arkitektur og landskab
De ni nye mødesteder ligger langs et eksisterende netværk af stier, der forbinder landsbyerne Nyker, Klemensker, Rø og Aarsballe i Bornholm. De er bygget af lokale håndværkere og hvert sted er udformet som en enkel, robust konstruktion i naturmaterialer, der ligger organisk i landskabet og afspejler det omgivende terræn.
Arkitekturen er tænkt som en forstærkning af landskabets kvaliteter: rammer, der inviterer til ophold, læ, leg og refleksion, uden at dominere den omgivende natur. Med små opholdspladser, siddeelementer og enkle rum for aktivitet skabes steder, hvor det er naturligt at stoppe op, hvad enten man er på vej gennem landskabet eller planlægger et længere ophold.
Projektet ser landskabet som en aktiv del af oplevelsen. Hver installation er placeret, så den møder terrænets form, udsigten og de naturlige bevægelsesretninger, og sikrer dermed, at arkitektur og natur understøtter hinanden.
Brugergrupper
”Vi mødes i det grønne” er udviklet i tæt dialog med lokale aktører og borgere i 4-Kløver-klyngen. Den lokale forankring har været afgørende for både placering, udformning og funktion af mødestederne og sikrer, at de kan bruges og videreudvikles over tid.
Projektet henvender sig til en bred vifte af brugere. Mødestederne er tænkt som lavtærskeltilbud, der kan bruges i hverdagen af lokale borgere såvel som besøgende.
Projektet understøtter blandt andet:
- børns leg og bevægelse i naturen
- uformelle møder mellem beboere i landsbyerne
- fællesskabsaktiviteter i foreninger og lokalsamfund
- ophold og pauser for gående og cyklister
- naturformidling og læring for skoler og institutioner
Ved at placere mødestederne i landskabet mellem landsbyerne styrkes relationerne på tværs af lokalområderne og bidrager til et mere sammenhængende fritids- og hverdagsliv i landsbyklyngen.
Samarbejde og forankring
Projektet viser, hvordan samarbejde mellem fonde, kommune, arkitekter og lokalsamfund kan skabe langsigtede løsninger, der styrker både landskab, fællesskab og fritidsliv i mindre bysamfund.
Projektet er en del af LOA’s og Realdania’s indsats for at skabe tidssvarende og inkluderende mødesteder, der understøtter fællesskaber og hverdagsliv i hele landet med baggrund i en mangeårig indsats for landsbyklynger.
Kreditering/tak til:
Fotos: Sehen for Realdania. Skovbillede Michael Levin for Realdania.