’Læringsspiralens’ primære målgruppe bliver børn og unge mellem 10-16, både under afholdelse af Spejdernes Lejr og efterfølgende for elever i mellemskolen og udskoling. Den sekundære målgruppe børn under 10 år, børnefamilier, ældre og resten af Hedelands bruger, der tæller alt fra aktive sportsudøvere til foreninger og engangsbesøgende.
Grundstrukturen bliver en hævet 29 meter spiralform, lavet af træ og farvet sikkerhedsglas, hvorpå der bygges 17 små overdækkede, halvåbne verdensmålshytter. Hver af hytterne er ca. 7,5 m2 og vil hver især fungere som opholdssted, enten siddende, stående eller liggende. I centrum af spiralplatformen og de 17 verdensmålshytter, etableres endnu en træplatform, der skal udformes som et verdenskort med markering af, hvor deltagere på Spejdernes Lejr 2022 kommer fra. Spiralen, hytterne med de farverige ’vinduer’ samt verdenskortet i midten bliver et fornemt skue i kraft af placeringen, der ligger i bunden af en tidligere grusgrav.
I Lokale og Anlægsfondens arbejde med indsatsområdet Støttepunkter til det aktive udeliv er Læringsspiralen et godt bud på et mødested i naturen der både økonomisk og bæredygtigt lægger fundamentet for fremtidens friluftsbyggerier. Derudover har vi i Lokale og Anlægsfonden tidligere hovedsageligt støttet elitens opvisningsanlæg, under støtteområdet for større internationale bredde- og eliteidrætsbegivenheder.
Derfor vil projektet i Hedeland også udmærke sig som det første af sin art, idet fonden støtter en international breddeevent inden for fritidsområdet, og hvor faciliteterne efter eventen vil få en høj udnyttelse af offentligheden.