Klyngehuset Kronjylland
Et hus i naturen – og naturen i huset. Klyngehuset Kronjylland binder mennesker, landskab og arkitektur sammen i ét levende mødested ved Randers Fjord.
I Naturpark Randers Fjord ligger Klyngehuset Kronjylland – et samlingspunkt for fællesskab, ophold og oplevelser i naturen.
Her mødes hverdagsliv og friluftsliv. Cyklisten kan slå sig ned efter en tur på landevejen, familien kan tage picnictæppet under armen og drage på udflugt, foreningen kan mødes til aktiviteter og alle kan finde ro med udsigt til fjorden.
Klyngehuset er skabt i et samarbejde mellem de 13 landsbyer i Landsbyklyngen Kronjylland og Randers Kommune.
Et mødested for både de 13 landsbyer og besøgende i området, der kan rumme både livlige aktiviteter og stille stunder. Åbent for alle – året rundt.
Arkitektur og landskab
Klyngehuset består af tre bygninger samlet under et fælles tag på 450 m². Tagfladen skaber overdækkede uderum og små nicher, hvor man kan opholde sig i læ og samtidig være tæt på naturen. Terrasser og opholdspladser omkring bygningerne giver en flydende overgang mellem inde og ude.
De tre huse har forskellige funktioner:
- Grejbanken rummer værksted og depot til opbevaring og reparation af friluftsudstyr.
- Enghuset indeholder køkken, toiletter og et fleksibelt opholdsrum, suppleret af et udekøkken.
- Skovhuset består af to rum, der kan opdeles eller åbnes alt efter behov.
Arkitekturen er udført i træ og bæredygtige materialer og omkring Klyngehuset er der skabt en biodiversitetspark, hvor engbeplantning, vådområder, regnvandssøer og nøje udvalgte træsorter skaber levesteder og understøtter områdets rige dyre- og planteliv, som man kan nyde nyde fra broer og stier. Klyngehuset fungerer dermed både som bygning, landskab og port til Naturpark Randers Fjord.
Brugergrupper
Klyngehuset er åbent for alle. Skoleklasser bruger stedet til undervisning, familier til udflugter, foreninger til møder og turister som indgang til Naturpark Randers Fjord. Motionisten, cyklisten, teenageren, livsnyderen og kørestolsbrugeren kan alle finde plads og funktioner, der passer til deres behov.
Huset er indrettet med blik for tilgængelighed og variation. Her er zoner til ro og iagttagelse side om side med områder til leg, bevægelse og fælles aktiviteter.
En central kvalitet ved Klyngehuset er det uformelle møde: når man støder ind i hinanden, inspireres og på tværs af alder og baggrund danner nye fællesskaber.
Et levende samlingspunkt
Klyngehuset Kronjylland er et sted, hvor mennesker mødes i naturen. Et hus, der rummer både fællesskabets energi og den enkeltes behov for ro. Med Klyngehuset har Kronjylland og Naturpark Randers Fjord et knudepunkt for fællesskab, oplevelser og naturglæde for både lokale og besøgende.
Klyngehuset Kronjylland er en del af kampagnen Mødesteder i samarbejde med Realdania.
Kreditering/tak til
Fotos: Sehen for Realdania
Video: Realdania