Egmont Højskoles bevægelses- og aktivitetsområde bygger videre på skolens fortælling og fundament: Tilgængelighed og lige muligheder for alle. Skolen er igen gået forrest og viser her vejen imod et samfund, hvor fællesskaber kan opstå på tværs af funktionsvariationer.
Et state of the art udeområde, der gør det muligt for alle at have og deltage i et aktivt liv – fysiske udfordringer eller ej.
Højskolen har sammen med arkitekter og samarbejdspartnere skabt et rum, et aktivitetsområde, hvor de siloer, som ellers kan opleves i samfundet, nedbrydes. Kun ved at gå forrest og turde gøre noget nyt og banebrydende anderledes har højskolen kunne rykke ved de gængse måder at forstå tilgængelighed på.
Egmont Højskolen får ofte tilkendegivelser fra personer med funktionsnedsættelser, der oplever, at vi ikke møder hinanden naturligt på tværs af funktionsniveau; At man som menneske med handicap mest er til besvær. Der findes ikke nok udendørs faciliteter, hvor alle kan være med. Kørestolsbrugere bliver ofte degraderet til “kaffedrikkende taskeholdere”, mens familie, venner og andre kan være aktive sammen. Det har Egmont Højskolen med den nye bevægelsespark gået foran i missionen om at gøre noget ved det.
En bevægelsespark med plads til alle, hvor hjulene er tænkt først
LYTT Architecture har tegnet det store bevægelseslandskab under konceptet “Naturligt Forbundne”. Et område, hvor stier, aktivitetszoner og opholdsrum bindes sammen, og hvor udgangspunktet hele vejen igennem er, at hjul tænkes før ben.
Et bredt, fuldt tilgængeligt stisystem løber gennem området og forgrener sig i sekundære stier, hvor nogle er svære end andre, for dem der gerne vil have det lidt vildere. Man kan altid vælge den nemme vej til en aktivitet – eller den vildere. Stierne er markeret ud fra sværhedsgrad efter samme system, vi kender fra skibakker.
Parken rummer en bakketop med udsigt over Hou og visuel forbindelse tilbage til skolen. Herfra kan man se de mange områder og flader, som parken byder på og som alle forbindes af parkens stisystem. Det er blandt andet:
- lavtliggende regnvandsbassin, der ved kraftig regn fyldes og afspejler himlen med en bred gangbro, der sørger for, at alle kan tage turen over vandet og ikke kun rundt om.
- et område til fysisk træning, hvor maskinerne kan tilpasses efter funktionsevner.
- pavillon med toilet og ophold lige ved siden af et stort åbent, multifunktionelt areal, der åbner op for bevægelse på hjul og aktivitet generelt.
- gårdrum, hvor terrænet er bearbejdet til et tilgængeligt opholdssted med trinvis siddeareal i røde genbrugssten.
Området blev indviet i juni 2026.
Egmont Højskolen
Egmont Højskolen blev grundlagt i 1956 af Vanførefonden, Samfundet og Hjemmet for Vanføre (Bevica) og Vanføreforeningen (Dansk Handicap Forbund). Man byder i dag på varierede, moderne bo-, undervisnings- og opholdsfaciliteter, som i høj grad tilgodeser elevernes og kursisternes behov.
Tak til /kreditering:
Dronebillederne: Egmont Højskolen
Resterende billeder er taget fra indvielsen af Lokale og Anlægsfonden