Se flere billeder

Billeder fra projektet

  • Spring ud i det område til badesø. Billede Randers Kommune

Spring ud i det: En bynær badesø i Randers

På Nordre Fælled i det nordlige Randers ligger 140 hektar tidligere militært øvelsesterræn. I dag er det et grønt åndehul med skov, mose og overdrev – inden for cykelafstand af en stor andel af Randers befolkning. Men der har manglet noget.

En sommerdag. Børn der springer ud fra badebroen, en gruppe der padler kajak i det stille vand, og ovre på bakken en familie med picnictæppe.

Fra Nordre Fælled er der over 12 kilometer til de nærmeste bademuligheder. Lige op ad området ligger Jennumparken – et socialt boligområde, hvis beboere har haft skov og overdrev som nabo, men ikke adgang til vandaktiviteter. Det ændrer projektet “Spring ud i det” på. En kunstig badesø på 6 hektar – den største i Danmark – graves ud midt på fælleden, og de 200.000 kubikmeter jord fra udgravningen formes til et nyt bakket landskab med udsigter, trails og aktivitetsarealer.

Arkitektur og landskab

Projektet skal realiseres gennem en arkitektkonkurrence, hvor tværfaglige teams konkurrerer om at skabe det bedste koncept for søen, bygningerne og det omkringliggende landskab. Det endelige design tegnes i 2026-2027, og hele projektet ventes færdigt ved udgangen af 2028.

Badesøen renses naturligt gennem zoner med vandplanter og grovkornet filtermateriale – ingen kemi, ingen kunstige processer. Her har man trukket på erfaringer fra store europæiske badesøer.

Ved søen anlægges strand, badebro og sauna. Et fællesskabshus på cirka 300 m² bliver nyt mødested for foreninger og besøgende og supplerer det eksisterende bynaturrum Myretuen, som siden 2016 har været et sted, hvor områdets beboere møder naturen tæt på byen.

Det bakkede landskab, der skabes af den opgravede jord, åbner for en perlerække af nye aktivitetsmuligheder, der skal introducere de kommende brugere af området til en bred af friluftslivsoplevelser – fra det vilde til det stille.

Brugergrupper og aktiviteter

Nordre Fælled har allerede mange brugere: boligsociale naturvejledere, rollespilsforeningen Den Glemte Legion, BMX-klubben, orienteringsklubben, ryttere, skoler og børnehaver. Park Run løbes her. Blå Sol Festival afholdes her. Og hver dag er der gående, løbere, cyklister og hundeluftere.

Med badesøen kommer nye grupper til. Vinterbadere, open water-svømmere, kajakroere og SUP-udøvere får et beskyttet og roligt sted at starte. For dem der normalt ikke bevæger sig i vand – hverken i svømmehallen eller på havet – bliver søen en tryg ramme for at prøve noget nyt.

Nordre Fælled skal også fremover have plads til det stille friluftsliv – picnic i det grønne, skovbadning, naturoplevelser – som appellerer til mange af beboerne i området, der ellers sjældent ses i de mere aktivitetsorienterede friluftstilbud.

Fra militærterræn til mødested

Spring ud i det forvandler et tidligere militærterræn til et rekreativt landskab med vand, bevægelse og fællesskab.

Projektet knytter sig til LOA’s indsatsområder Ny Natur – Mere Friluftsliv, Mere fritidsliv i det blå og Bæredygtig Vandkultur.

Et sted, hvor man kan springe ud i vandet lige ved byen.

Se flere billeder

Billeder fra projektet

  • Spring ud i det område til badesø. Billede Randers Kommune
Skip to content