Tidligere var bygningen en skole, men med skolens lukning i 2017 opstod der en mulighed for at udnytte de forladte lokaler til at afprøve ideen om et større kulturhus – Byens Hus.
Byens Hus er i dag et vigtigt samlingspunkt for frivillige og kulturelle fællesskaber, men de nuværende rammer begrænser potentialet. Projektet handler derfor om at skabe et hus, der passer bedre til de mennesker, der allerede kommer der og som samtidig kan tiltrække endnu flere. Et sted, hvor mennesker mødes, idéer opstår og aktiviteter udfolder sig i fleksible, inspirerende omgivelser. Det er samtidig et eksempel på, hvordan vi kan forandre gamle bygninger til at huse nye funktioner.
Arkitektur og landskab
Projektet bliver et eksempel på, hvordan et kulturhus kan støtte både foreningsaktivitet og åbne fællesskaber – og skabe inspirerende møder.
Mørke gangarealer åbnes op, og forbindelsen mellem etagerne styrkes. Genbrug af materialer til bygningen og fokus på biodiversitet i udeområderne samt et generelt fokus på mødesteder skal understøtte projektets bæredygtighed. Der skabes en naturlig forbindelse mellem indendørs og udendørs rum samt zoner til bevægelse, samvær og fordybelse.
Fra en lukket og mørk bygning skal bygningen transformeres til et synligt vartegn for lokalsamfundet – et åbent sted, der inviterer indenfor. Med arkitektoniske greb og brugerinddragelse bliver huset en platform for kultur og samvær. Byens Hus bliver et sted, hvor arkitektur og fællesskab smelter sammen og skaber nye rammer for kulturoplevelser i Gentofte.
Aktiviteter og brugergrupper
Transformationen sker med brugerne i centrum. Huset skal være et fleksibelt samlingspunkt for forskellige aktører og aldersgrupper. Flere aktiviteter for flere brugergrupper bliver understøttet:
- Kreative værksteder: Skabende miljø for kunst, musik, litteratur og håndværk.
- Fællesspisning og madkultur: Café og madværksted, der samler folk omkring måltidet.
- Bevægelse og sanselighed: Grønne oaser og aktivitetszoner til fysisk udfoldelse og ro.
- Uformelle mødesteder: Åbne områder og tekøkkener, der fremmer spontane møder.
Byens Hus er et sammensat sted. Derfor er målgruppen for det samlede projekt også meget bred og handler mest af alt om at få skabt et hus, hvor disse grupper kan mødes på kryds og tværs. Huset har allerede flere faste brugergrupper såsom Headspace og frivilligcenteret, men endnu flere grupper er tænkt ind og taget med i processen omkring projektet, der har haft et fokus på brugerinddragelse.
Byens Hus bliver et mødested for mennesker og kultur, der lever op til sit motto: ”Vi skaber sammen!”