Den 6.000 m² store bygning rummer i dag kunsthåndværkets hus, litteraturens hus, musikkens hus, filmens hus – og så et børnekulturhus, som Lokale og Anlægsfonden har støttet og udviklet i samarbejde med Kolding Kommune og Dorte Mandrup Arkitekter.
I det 1.300 m² store børnekulturhus er der etableret forskellige rum med forskellige sanseoplevelser, muligheder for fordybelse, fysiske udfordringer, værksteder og børnekultur. På den øverste etage i byggeriet kan børnene lægge sig på et loft af glas og se ned på aktiviteterne.
Børn og deres forældre eller daginstitutioner og skoler kan bruge huset på egen hånd, eller de kan følge nogle af de aktiviteter, husets personale sætter i gang.