Nyt bevægelses- og kulturhus på vej i historiske rammer
De historiske bygninger ved det tidligere Amtssygehus, værkstedsbygningen og kapellet, får nyt liv og nyt formål. Midt i det kreative miljø ved Ungdomskulturhuset – UKH – etableres et nyt bevægelses- og kulturhus, hvor ungdomskultur, kropslig udfoldelse og kunstnerisk energi smelter sammen. Samlet er der afsat 22,1 millioner kroner til omdannelsen, som er støttet af Nordea-fonden og Lokale og Anlægsfonden.
Pressemeddelelse fra Aarhus Kommune
Fredag d. 6. marts 2026
Værkstedsbygningen og kapellet ved det tidligere Amtssygehus står foran snarlige renoveringer, der skal klargøre de historiske bygninger, så de allerede til næste år kan sprudle af liv, kreativitet og bevægelsesglæde i et nyt samlet bevægelses- og kulturhus.
Huset vil på sigt rumme over 20 foreninger og selvorganiserede grupper og give mulighed for at udvide viften af tilbud, så man kan udfolde sig indenfor en så varieret palette som akroyoga, armlægning, skate og parkour samt scenekunst og dans.
Med store fondsdonationer, og de unges egne ambitiøse visioner i ryggen, tages næste skridt mod et bymiljø, der skal sætte sit præg på Aarhus i mange år frem.
“Det nye bevægelses- og kulturhus er et godt eksempel på, hvordan vi kan bygge videre på byens historie og samtidig skabe nye, levende fællesskaber. Initiativet er vokset nedefra – båret frem af unge og lokale kræfter, der har ønsket et sted at mødes og udfolde sig, hvor bevægelse og scenekunst er i centrum. Når de gamle bygninger nu forvandles, får vi et bevægelseshus til glæde for både områdets beboere og resten af byen. Jeg ser frem til at følge udviklingen af hele området og vil gerne takke både fonde og de unge ildsjæle for deres vedholdende engagement. De har været med fra begyndelsen og kommer også fremover til at spille en central rolle i arbejdet,” siger rådmand for Kultur og Borgerservice, Jesper Kjeldsen.
Vifte af tilbud
Projektet fokuserer på at bevare og respektere det eksisterende udtryk i de historiske bygninger, men samtidig give dem nyt liv. Det kræver blandt andet nænsom renovering med fokus på at skabe rum til bevægelse, scenekunst og nye mødesteder til de unge. Samt nye tekniske installationer, moderne adgangsforhold, nedrivning af bygningsdele og etagedæk samt forbedrede brandforhold.
Bygherre er Teknik og Miljø, Aarhus Ejendomme.
“Udviklingen af det tidligere Amtssygehus viser, hvordan vi kan give markante, historiske bygninger nyt liv og samtidig skabe et levende bykvarter. Ved at omdanne de eksisterende rammer bygger vi videre på områdets historie og skaber plads til nye fællesskaber, idrætsfaciliteter og byliv, som kommer både unge og resten af byen til gode,” siger rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang.
Støtte fra fonde
Det er ungdommen selv, der har tegnet linjerne for det kommende bevægelses- og kulturhus. Ungemiljøerne har taget ansvaret og ejerskabet på sig ved at invitere en mangfoldig gruppe af foreninger og selvorganiserede kultur- og bevægelsesmiljøer ind i arbejdet. De har bidraget til udviklingen og sikret, at huset rent faktisk bliver, som de kommende brugere ønsker det.
“Aarhus får et nyt kreativt mødested, hvor små foreninger og selvorganiserede grupper kan dyrke idræt, kultur og kunst. Det bliver et sted, der bygger på en høj grad af ungeinvolvering, hvor de unge selv styrer aktiviteterne – uanset om der er tale om dans, parkour, scenekunst eller noget helt fjerde. Kreativitet og bevægelsesglæde på fuldt blus! Det er vi stolte af at støtte hos Nordea-fonden,” siger uddelingschef ved Nordea-fonden Christine Paludan-Müller.
Hos Lokale og Anlægsfonden ser man frem til, at arbejdet går i gang.
“De unge har fået lov at skabe et sted, som bliver deres eget og helt unikt. Bygningerne kunne have været revet ned, men i stedet fortsættes historien, og i fremtiden vil Værkstedsbygningen og Kapellet være mødesteder som inviterer både kvarterets beboere og andre til at dyrke deres fritidsaktiviteter. Man har ladet sig inspirere af andre spændende steder i landet som f.eks. Dansekapellet og Streetmekka i gamle industribygninger i København. Kapellet og Værkstedsbygningen er født med en arkitektonisk værdi i kraft af den historiske betydning, stedet har haft, og nu kommer de unge til at kunne mødes her på kryds og tværs af idræt og kultur. Vi glæder os meget til at se, hvad de unge kan udvikle stedet til,” siger arkitekt og udviklingskonsulent hos Lokale og Anlægsfonden Anna Hassel.
Den samlede anlægssum for omdannelsen er 22,1 millioner kroner, som delvist finansieres af fondsmidler. Nordea-fonden støtter med otte millioner kroner – svarende til 6,6 mio. kr. efter afholdelse af fondsmoms, mens Lokale og Anlægsfonden støtter projektet med syv millioner kroner.
Kultur og Borgerservice bidrager med 8,5 millioner kroner til ombygning og istandsættelse.
Projektet færdiggøres i to etaper, hvor værkstedsbygningen forventes at kunne tages i brug sidst. Den samlede indvielse af området forventes at ske i 1. kvartal 2027. Indstillingen er på dagsorden i Magistraten på tirsdag og skal herefter godkendes endeligt i byrådet.
For mere info:
Kultur og Borgerservice: Kommunikationskonsulent Lars Sejr, tlf 5193 8240
Teknik & Miljø: Nicolaj Bang, rådmand, Teknik og Miljø, tlf. 21 38 22 04
Omdannelsen af området vil blandt andet medføre følgende spændende tiltag
Værkstedsbygningen
– Hallen bringes tilbage til det oprindelige udtryk med fuld loftshøjde. Der åbnes op til kælderen og skabes derved ekstra rum til skate-miljøet, som får base i kælderniveau. Herudover etableres mulighed for at hænge, svinge og bevæge sig frit i højden, som man kender det fra cirkus og vertikal dans.
Kapellet
– Gennemgår en mindre renovering hvor der blandt andet etableres nye dansegulve, opholdsarealer, et tekøkken, forbedrede adgangsforhold samt direkte forbindelse til de omkringliggende bygninger.
Renovering og lovliggørelse
– For at tage de to gamle bygninger i brug er det nødvendigt med en større ombygning, renovering og istandsættelse. Det omfatter blandt andet etablering af nye tekniske installationer, forbedrede adgangsforhold samt forbedring af brandsikring, så bygningerne lever op til gældende lovkrav.
Fælles uderum
– Værkstedsbygningen, kapellet og Ungdomskulturhuset deler flere fælles uderum. Udearealerne skal bearbejdes og omdannes, så de indbyder til både ophold og bevægelse til glæde for de unge og bydelens beboere.
Info om bydelen udover de kommunale bygninger
Byens gamle amtssygehus skal forvandles til et bykvarter, hvor stedets helt særlige historie lever videre.
Det oprindelige hospitalsanlæg bliver bevaret, og nye bygninger nyfortolker den karakteristiske arkitektur.
Ca. 2.500 aarhusianere kommer til at bo i kvarteret, hvor der også er flere kulturelle tilbud, byliv, en grøn bypark og nye byrum.