LOA deler 10 anbefalinger fra Bygherreforeningen, der kan afgøre, om dit projekt lykkes – eller bliver dyrere end nødvendigt. Én af dem: start dialogen med kommunens byggesagskyndige langt tidligere, end du tror.
Indsaml viden – og kend dit ansvar som bygherre!
Bygherreforeningen har klædt deltagerne i ”Idrætshaller til tiden” på til deres kommende bygherrerolle – og her deler vi 10 anbefalinger derfra.
Deltagerne repræsenterer ni halprojekter fra kommuner, haller og foreninger – en vigtig forsamling med konkrete projekter i udvikling. Flere af dem står over for at skulle træde ind i bygherrerollen, hvis projekterne realiseres og finansieringen falder på plads.
Med afsæt i egne erfaringer som bygherrer i kommunalt regi delte vicedirektør i Bygherreforeningen Hanne Ullum og chefkonsulent Klaus Kellermann ti konkrete anbefalinger til processen –– måske kan de også styrke dit projekt:
- Start tidligt en dialog med de byggesagskyndige i jeres kommune – de er centrale for jeres byggeproces.
- Der kan være mange planforhold – både nationale og lokale – som kan påvirke jeres projekt. Der kan også være fredning. Undersøg derfor forholdene tidligt hos kommunens planafdeling, så I kender de potentielle udfordringer.
- Undersøg bygningen grundigt, fx gennem miljø- eller rumdisponeringsanalyser. Det kan forebygge uforudsete og dyre problemer senere. Der er nyttig viden på www.værdibyg.dk
- Drøft tidligt med jeres rådgivere, om projektet er omfattet af bygningsreglementet. Hvis I f.eks. etablerer eller ændrer rum til arrangementer med over 150 personer, vil det typisk falde under brandklasse 3, som kræver en certificeret rådgiver.
- Overvej mulighederne for bæredygtigt byggeri og genbrug af materialer, hvis noget skal nedrives.
- Husk tilgængelighed – så mange som muligt skal kunne bruge faciliteterne. Find inspiration på www.rumsans.dk
- Sørg for at være korrekt forsikret gennem hele byggeprocessen.
- Udarbejd en risikoanalyse: Hvad kan gå galt, hvor sandsynligt er det, hvilken betydning har det, og hvordan kan det forebygges og håndteres?
- Vær opmærksom på bygherrens ansvar i byggeprocessen, fx i forhold til arbejdsmiljø. Et godt arbejdsmiljø øger sandsynligheden for et vellykket projekt. Find inspiration på www.byggeproces.dk
- Overvej at tilknytte en bygherrerådgiver gennem hele processen.
Kampagnen ”Idrætshaller til tiden” sætter i 2026 fokus på, hvordan bæredygtig modernisering og ombygning af eksisterende idrætshaller kan skabe stærkere mødesteder, der tiltrækker flere brugere og styrker fællesskaber – i samarbejde med Danmarks Idrætsforbund.