Alle børn og unge bør have en fritidsaktivitet. Sådan lød det for et år siden, da Trivselskommisionen udgav deres anbefalinger til at forbedre børn og unges trivsel. Men hvordan forholder det sig med de fysiske rammer, der møder vores børn og unge i fritidslivet? Er vi bevidste nok om, hvorvidt de understøtter trivslen?
Af: Oliver Vanges og Sidsel Hye-Knudsen, udviklingskonsulenter i Lokale og Anlægsfonden
De fleste kender nok følelsen af at træde ind i et rum og mærke en særlig atmosfære. Det kan være i idrætshallen, teatersalen, koncertsalen eller kirken.
Steder, der er bygget til en funktion – blandt andet at samle mennesker. Man mærker måske, at man er en del af noget større. Det er der mange steder, der kan.
I Lokale og Anlægsfonden (LOA) har vi som formål fra Kulturministeriet at udvikle faciliteter til kultur, idræt og friluftsliv i samarbejde med kommuner og foreninger. Det gør vi gennem rådgivning, vidensdeling og fondsstøtte.
Og vi læste interesseret med, da Trivselskommissionen for et år siden udkom med et samlet sæt af anbefalinger til at styrke børn og unges trivsel. Heriblandt anbefalingen at alle børn og unge bør have en fritidsaktivitet sammen med andre – og at fællesskaberne i fritids- og foreningslivet skulle være trygge og inkluderende.
På årsdagen lancerede idrætsorganisationen DGI “Fritidsmissionen”, som med særligt fokus i otte lokalsamfund skal få flere skolebørn til at gå til mindst én fritidsaktivitet. Men hvad med de mange faciliteter, der skal danne ramme om aktiviteterne?
Arkitektur kan invitere ind men også afvise
Spørger man de unge, som Center for Ungdomsstudier (CUR) har gjort, så er faciliteter egentlig bare en del af pakken med deres fritidsaktivitet. Det vigtigste er, at de findes! Men faktisk kan der spores en sammenhæng mellem højere trivsel og aktivt brug af de sociale zoner. Derfor er det ikke ligegyldigt, om der er tænkt i opholdsrum – og om de faktisk er indbydende.
For LOA handler det ikke om at rangere rum, men om at sende et signal om at rum påvirker mennesker – og at vi bevidst kan bygge nye og transformere eksisterende faciliteter efter det.
Arkitektur kan invitere ind, men også afvise mennesker. Lys, akustik, materialer og temperatur er ikke detaljer, de er signaler: Er her rart at være? Hvad kan jeg her?
Vi har flere kirker end idrætshaller i Danmark og flere haller end kulturhuse. Fælles er, at folk på tværs af generationer mødes. Spørgsmålet er ikke, om faciliteterne kan danne ramme om fællesskab – men om vi prioriterer at indrette dem, så de inviterer til det.
Arkitektoniske greb, lysindfald og små komfortdetaljer kan invitere folk til at blive lidt længere, tale sammen og vende tilbage.
Giv trivslen en god hjemmebane: Lad de unge forme stedet
Undersøgelser peger på, at arkitektonisk kvalitet og smukke bygninger fremmer både humør og trivsel. Dagslys og lysindfald gør en betydelig forskel for, om en bygning opleves som rar at være i. Når sygehuse og institutioner arbejder med at gøre rum mere hjemlige, handler det om at skabe tryghed. Vi bruger selv vendingerne: “Jeg føler mig hjemme”. “Jeg er på hjemmebane”. Det er ikke tilfældigt.
“Hjemlighed” var også det gennemgående ønske i projektet Fletværket i Roskilde, hvor Cornelius Vöge, Himmelev Gymnasium og Roskilde Pigefodbold spurgte de unge piger, hvad der skulle til, for at de havde lyst til at bruge en facilitet og ikke mindst hænge ud sammen før og efter træning.
Erfaringer fra Lokale og Anlægsfonden kampagne “Plads til Piger” viser, at unges indflydelse på udformningen af deres faciliteter styrker fællesskab, ejerskab og brug. Her er pointen klar: Tal med brugerne – både eksisterende og nye.
Hvis vi gerne vil skabe faciliteter, hvor de unge har lyst til at komme og hænge ud, så skal vi involvere de unge, når der bygges eller ombygges, så de føler sig inviteret af både aktivitet, mennesker og sted.
Værtskab kan åbne døre for nye brugere
Apropos hjemlighed, så handler det også om at føle, at man er velkommen, og at man bliver taget imod – af et menneske. For faciliteten kan selv gøre noget, men den menneskelige kontakt er ofte afgørende.
Faciliteter kan virke intuitive for de hjemmevante, men uoverskuelige for nye brugere. En anonym indgang eller en uoverskuelig gang kan give usikkerhed og lyst til at vende om for dem, der ikke har deres vante gang i faciliteten.
Som mennesker er vi programmerede til at undgå pinlige situationer, og det kan føles skræmmende at begå sig, når man ikke kender de sociale spilleregler. Derfor bliver det ekstra vigtigt, at nye deltagere bliver mødt, der hvor de er, både fysisk, mentalt og socialt.
Idrættens Analyseinstitut (Idan) har påvist, at dem, der allerede dyrker eller har dyrket en idræt, har nemmere ved at deltage i idrætslivet. Det betyder desværre modsat, at fællesskaber kan virke lukkede for dem, der ikke allerede er med. Derfor skal man være opmærksom på, om man som klub og som facilitet er gearet til at tage imod en nybegynder i teenagealderen. Og ikke blot dem, der startede, da de var tre.
Her bliver værtskab afgørende. Et godt eksempel er GAME, som er en non-profit-organisation, der søger at skabe social forandring gennem gadeidræt og streetkultur. Deres erfaringer med værter i form af unge rollemodeller viser, hvordan engagerede voksne og unge kan skabe tryghed og invitere nye ind.
Ordninger som “Fritidspas”, hvor børn kan få støtte fra kommunen til at deltage i foreningsaktiviteter, er vigtige, men økonomisk adgang er ikke det samme som social adgang. Måske bør vi i højere grad prioritere midler til værtsfunktioner, så frivillige ikke bærer ansvaret alene?
Andre tiltag kan ifølge Idans undersøgelse af “Danskernes motions- og sportsvaner 2024” være, at man skal have mulighed for at se på, indtil man føler sig klar til at deltage. Det kan også være greb som flydende, uformelle zoner og aktiviteter – eller et lille simpelt greb i form af guidende og synlige markører, der kan skabe tryghed og hjælpe nye brugere ind over dørtærsklen.
Naboer er trivslens bedste ven
Realdanias store undersøgelse ”Vores livskvalitet” viser, at det at blive set og genkendt i hverdagen har stor betydning for vores trivsel. Og det er særligt mødet med de perifere relationer som naboen, holdkammeraten eller dem i det fælles kreative værksted, der gør en forskel.
Dem møder vi ofte i det, man kalder Third Places. Det er ikke hjemmet eller arbejdet, men parker, biblioteker, haller og andre offentligt tilgængelige steder. Mødesteder, der giver tilfældighederne bedre chancer. Nogle gange er det noget så simpelt som en bænk, der gør forskellen mellem at gå forbi og at blive hængende.
Det gælder også bænkene i det fri. Naturen har en dokumenteret positiv indvirkning på velvære, stress og trivsel. Men adgang er ikke givet. En sti, en bænk eller et toilet er ikke bare praktiske, det er en konkret invitation.
Når trivsel også skabes i de små møder, bliver kvaliteten af vores fælles rum ikke en detalje, men en forudsætning.
Rammerne gør en forskel
Vi kan ikke direkte bygge os til trivsel. Men vi kan skabe rammer, der styrker fundamentet. Rum, der inviterer til at blive lidt længere. Til at samles før og efter aktiviteten. Til at komme igen – også når man ikke helt føler sig hjemme endnu. For rammerne gør en forskel.
Når vi bygger, ombygger eller transformerer faciliteter, bør vi tænke trivsel ind i mursten, lys, akustik, overgange og ophold. Ikke som erstatning for relationer – men som støttesøjler for dem.
Trivsel har en adresse. Spørgsmålet er, om vi bygger på en måde, så alle har lyst og mod til at gå ind ad døren – og blive en stund.
