Kulturhus Diamanten: Et fælles rum til en by i forandring
Hornslet er en by, der vokser hurtigere, end den kan nå at samle sig. Letbanen til Aarhus trækker nye børnefamilier til, befolkningstallet stiger, og midt i det hele skal det nye kulturhus Diamanten blive det fælles sted, hvor byens hverdagsliv, kultur og fællesskaber mødes.
En fredagsaften, biografsalen der fylder op, folkekøkkenet i gang i den anden ende, og ovre i værkstedet er der stadig nogen, der ikke er færdige.
Hornslet har et velfungerende idrætsanlæg, en biograf og et bibliotek. Det, der mangler, er stedet hvor det hele hænger sammen. Et centralt mødested, hvor kultur, fællesskab og fritidsliv kan udfolde sig side om side. Kulturgrunden, en lokal forening med over 300 frivillige, har siden 2023 drevet “kulturhuset uden mure” på den grund, hvor huset skal opføres. Diamanten vokser direkte ud af de erfaringer og fællesskaber, der allerede er skabt og som der sideløbende arbejdes med.
Arkitektur og landskab
Arkitema har tegnet et hus, der skal være markant nok til at sætte en retning for bymidten og åbent nok til at invitere alle ind. Det mest markante element er en stor skærm af glas, der danner en overdækket overgangszone mellem ude og inde. Et uderum, der forlænger opholdsmuligheder og aktiviteter langt ind i sæsonerne.
Bæredygtighed er ikke en tilføjelse til projektet, det er udgangspunktet. Genbrugs- og overskudsmaterialer er integreret i konstruktion og materialevalg, og husets interiør designes med genanvendte materialer fra blandt andet de eksisterende bygninger på grunden, primært som store rummøbler, der skaber en direkte forbindelse til Hornslets historie som møbelby. Design og produktion af disse møbler kan udvikles i samskabelse med brugerne.
Brugergrupper og aktiviteter
Fire aktører udgør husets kulturelle rygrad: Syddjurs Biblioteks afdeling i Hornslet, Kulturskolen Syddjurs og foreningerne Kom-Bi og Kulturgrunden, samlet i det, der kaldes Kulturkvartetten. De har ladet sig inspirere af Maltfabrikken i Ebeltoft, hvor bibliotek, museum og kulturhus samarbejder tæt om både hverdag og begivenheder. En kreativ ungegruppe er allerede inddraget i udviklingen.
Kulturhuset giver både foreninger og selvorganiserede grupper et nyt mødested. Huset samler bibliotek, kulturproducerende værksteder, to biografsale, galleri, café, folkekøkken og en stor fleksibel sal til musik, teater og bevægelse. Kulturgrunden har allerede fyldt grunden med fællesspisninger, markedsdage, koncerter, workshops og udstillinger – alt drevet af frivillige kræfter.
Kulturhus som løftestang for en by i vækst
Hornslet er udvalgt som én af 14 kommuner i den statslige forsøgsordning for Frie Bymidter, der løber frem til 2029. I Hornslet er Diamanten et centralt element i indsatsen – et sted, der skal bygge bro mellem Hornslets historie som møbelby og en ny identitet med kultur, fællesskab og grøn omstilling som centrale markører for fremtidens Hornslet.