Se flere billeder

Billeder fra projektet

Salling Dykkerpark

Lokale og Anlægsfonden støtter etableringen af den første større dykkerpark i Nordeuropa. Dykkerparken bliver anlagt ud for havnen i Glyngøre, og giver sportsdykkere fra et stort opland mulighed for at kunne dyrke deres idræt på en langt mere tilgængelig måde end i dag, hvor de ofte skal ud på Vesterhavet.

Lokale og Anlægsfonden støtter etableringen af den første større dykkerpark i Nordeuropa. Dykkerparken bliver anlagt ud for havnen i Glyngøre, og giver sportsdykkere fra et stort opland mulighed for at kunne dyrke deres idræt på en langt mere tilgængelig måde end i dag, hvor de ofte skal ud på Vesterhavet.

Dykkerparken indeholder to skibsvrag, et kampvognsvrag, kompasbane, en tømmerflåde, forhindringsbane og en grotte.

Der er altså rigeligt varierede ting at dykke efter for sportsdykkerne i Skivedyk og de øvrige dykkerklubber omkring Limfjorden, der er de primære brugere. Dykkerparken forventes også at blive populær i et stort opland af dykkerklubber – også udenfor landets grænser. Dykkerparken er den første af sin art og størrelse, da der ellers kun er anlagt meget mindre anlæg til dykning i Nordeuropa. 

Primærbrugerne er to lokale dykkerklubber og andre dykkerklubber under Dansk Sportsdykker Forbund. Desuden kan vandinteresserede i alle aldre, fritidssnorklere og sportsdykkere benytte anlægget.

Der etableres desuden et stenrev, som både kan være mål for dykkeraktivitet, men som også vil være med til at forbedre miljøet i fjorden.

Et kystnært dykkeranlæg ud for Glyngøre Havn
Anlægget går fra stranden ved Glyngøre Fyr og rækker ca. 250 meter ud fra kysten. Placeringen tæt på land, men med en dybde på 24 meter, giver sportsdykkerne mulighed for at udøve deres idræt under langt sikrere og betryggende forhold end i dag, hvor dykkerne ofte er nødt til at dykke ude på Vesterhavet med alle de vanskeligheder det giver.

Med den nye dykkerpark får både rutinerede og nye dykkere optimale forhold til at træne deres færdigheder. På den dybeste del af dykkerparken nedsænkes et ophugningsmodent skibsvrag. Dette er parkens største dykkerobjekt, og er udstyret med webkameraer, så alle dykninger kan følges på land via dykkerparkens hjemmeside.

På lavere dybde har man placeret et træskib og en kampvogn. Træskibsvraget er lagt på så lav dybde, at juniordykkere og snorkeldykkere kan dykke efter det. Kompasbanen deles i to. En del tæt på land til snorkeldykkere og juniordykkere, og en del på dybere vand til flaskedykkere. Kompasbanen er udstyret med poster og forskellige ruter, som dykkerne kan følge.

På 10 meters dybde er der etableret store stendækkede betonrør, hvilket giver en god forhindringsbane, som træner dykkernes færdigheder under snævre og udfordrende forhold. Udfordringerne på forhindringsbanen suppleres med en grotte i 15 meters dybde, hvor dykkerne kan lære sikker dykning i huler. Endelig udstyres dykkerparken med en tømmerflåde for at højne sikkerheden og give mulighed for at træne dekompressionsdykning.

Gavner natur- og dyrelivet i havnen
Dykkerparken vil berige områdets dyreliv, da der etableres et nyt 10.000 m² stort stenrev, som Zoologisk Museum vurderer, vil fremme fiskebestanden, og øge mængden af brun- og rødalger. Det vil samlet set bidrage til et sundere og renere vandmiljø. Dykkerparken er en del af det større projekt Salling Aqua Park, der skal skabe nyt liv omkring Glyngøre Havn.

Projektet støttes, da der er tale om det første af sin art i Nordeuropa, og det vil skabe gode faciliteter til en mindre idrætsgren, som normalt dyrker sine aktiviteter under vanskelige og dårligt tilgængelige forhold. Lokale og Anlægsfonden støtter projektet med 800.000 kr.

Se flere billeder

Billeder fra projektet

Skip to content