Se flere billeder

Billeder fra projektet

Parkeringsidræt i Hedehusene

Parkeringspladsen ved Hedehushallen er forvandlet til et aktivitetsområde, men uden at muligheden for at parkere forsvinder. I dag er der både mulighed for at spille streetbasket, leg og styrketræne ved siden af de parkerede biler.

Parkeringspladsen ved Hedehushallen er forvandlet til et aktivitetsområde, men uden at muligheden for at parkere forsvinder. I dag er der både mulighed for at spille streetbasket, leg og styrketræne ved siden af de parkerede biler.

I forbindelse med et områdefornyelsesprojekt, har Høje Tåstrup Kommune omdannet parkeringsanlægget ved Hedehushallen til et mere aktivt og spændende sted for områdets borgere. Der er tale om et kombinationsanlæg, hvor der både er plads til biler og idræt, leg og bevægelse. Der arbejdes med adfærdsregulerende metoder, i stedet for fysiske foranstaltninger, i forhold til hvor og hvornår man parkerer, hvilket er nyt og spændende.

Pladsen indeholder bl.a. boldmure, gummiflader til boldspil og bevægelse, cykelbaner, trampoliner og gynger. Der er opsat kravle/klatremøbler, som kan benyttes til parkour og udendørs fitness m.m.

På pladsen er der opsat lys så den kan bruges hele året rundt.

Med etablering af pladsen, har området fået et nyt centralt aktivitets- og samlingssted for foreninger, selvorganiserede brugere, familier og brugere i alle aldre.

Optimal udnyttelse af parkeringsarealer
Parkeringspladser er nødvendige, men optager meget plads, og de står ofte tomme meget af tiden. Lokale og Anlægsfonden har længe arbejdet på at vise, hvordan parkeringspladser også kan bruges til idræt og bevægelse. Sammen med Høje-Taastrup Kommune udfoldes denne vision nu på parkeringspladsen ved Hedehushallen.

Den nye kombinerede aktivitets- og parkeringsplads er målrettet en stor og varieret brugergruppe. Pladsen fungerer som et åbent og sjovt samlingssted for børn og unge i Charlottekvarteret og for brugerne af Hedehushallen og friluftsfolket i FDF Hedehusenes bygning. Samtidig skal pladsen være et attraktivt udeareal for det kommende tyrkiske kulturhus.

En aktivitetsplads med plads til flere brugergrupper
En aktivitetsplads handler om meget mere end idræt og bevægelse. Det skal også være et sted, hvor man bare kan mødes og hænge ud – uanset alder. Pladsen får et kravlelandskab, sandkasse og et legeredskab for de mindste. For de lidt større børn og unge er der opsat gynger og skabt opholdsområder forskellige steder på pladsen. Pladsen udstyres desuden med højtalere, som brugerne kan tilknytte fx deres mobiltelefoner via en bluetoothforbindelse, så aktiviteterne kan ledsages af brugernes egen musik.

Event- og kulturtorv
Tanken er, at pladsen skal bruges som et fælles torv for hele området, hvor det skal være muligt at mødes omkring forskellige “events” som fx loppemarkeder og optræden på en scene. Den slags aktiviteter understøttes af opholdsmuligheder under sejldugspavilloner.

Endelig bliver Hedehushallen åbnet mod pladsen, så der skabes en god sammenhæng mellem de udendørs og indendørs aktiviteter. Hele pladsen er skabt, så bilisterne med forskellige adfærdsregulerende tiltag – fremfor forbud – motiveres til at parkere, så biler og aktiviteter på bedst mulig vis kan dele området.

Lokale og Anlægsfonden har medvirket til udviklingen af projektet og har nu valgt at støtte projektet med 1,7 mio. kr. Projektet støttes også af Områdefornyelsen i Hedehusene og Høje-Taastrup Kommune. I alt koster projektet 5,856 mio. kr. at etablere. Den kombinerede aktivitets- og parkeringsplads er tegnet af arkitekterne fra LIW Planning.

Se flere billeder

Billeder fra projektet

Skip to content