Flere danskere på vandet - nu strømmer 26 millioner kroner ud til etablering af faciliteter til danskernes blå friluftsliv


Det er blevet populært at være aktiv på og ved vandet, men faciliteterne i Danmark er ikke fulgt med udviklingen. Derfor har Lokale og Anlægsfonden kørt kampagnen “Strandlivets rum og rammer” og netop bevilget støtte til fem nye facilitetsprojekter ved sø, havn og strand i Danmark. Pengene går til fem projekter i Jylland og på Sjælland, som modtager støttebeløb på mellem 3 og 9 millioner kroner.

Pressemeddelelse fra Lokale og Anlægsfonden
Onsdag den 5. februar 2025

Stand up paddling, undervandsjagt og vinterbadning er blot nogle af de aktiviteter, som flere nu får mulighed for at dyrke i nye faciliteter langs de danske kyster og ved søer.

Lokale og Anlægsfonden (LOA) har netop givet en historisk stor bevilling til fem projekter med et særligt fokus – nemlig “Strandlivets rum og rammer”.

Flere og flere danskere dyrker aktiviteter i naturen, og det bør understøttes af gode rammer, mener Jon Gerner, direktør i Lokale og Anlægsfonden:

”Vi har flot natur og tusindvis af kystkilometer i Danmark, som tiltrækker en stadig større andel af befolkningen. Mange steder mangler der faciliteter, der kan hjælpe danskerne i vandet, styrke fællesskabet omkring naturoplevelser og sikre opbevaring af grej til friluftsliv. Der er behov for at skabe bedre mulighed for adgang til store naturoplevelser for flere. Det sker med hensyntagen til naturen, og flere steder bliver faciliteterne en platform for formidling af naturen. Samtidig er det vigtigt, at der bygges med høj arkitektonisk kvalitet, så vi undgår de containere og skurvogne, der i dag ses nogle steder. Det skal være bygninger, der placerer sig flot og meningsfuldt, i og med respekt for landskabet.”

Et hus for mange på få kvadratmeter
Lokale og Anlægsfonden har samlet set bevilget cirka 26,4 millioner kroner til de fem projekter, som er skabt af ildsjæle landet rundt.

For fonden har det været afgørende, at faciliteterne kan deles af flere for at sikre nemmere adgang til og bedre udnyttelse af de nye kvadratmeter.

”Det er vigtigt for os, at projekterne favner mange forskellige brugergrupper, så vinterbaderne kan dele faciliteter med eksempelvis vandrelauget og dem, der vil lave havhøst. Vi lægger også vægt på, at faciliteterne naturligt byder folk indenfor, som normalt ikke bruger naturen. Rettesnoren for alle projekter er, at der skal bygges med færrest muligt antal kvadratmeter med stor omtanke for materialeforbrug, og at der skal tages hensyn til naturen og klimaforandringer. Det er alle disse fem projekter lykkes med. Både hver især og samlet set giver projekterne en meget stor og varieret borgergruppe helt nye og markant bedre muligheder for et aktivt fritidsliv i tilknytning til havet, som stadig flere efterspørger,” siger Jon Gerner og tilføjer samtidig, at der blandt frivillige og foreninger over hele landet er gjort et enormt stort stykke arbejde med disse lokale strandlivsprojekter, og at fonden med den store bevilling ønsker at anerkende og understøtte den indsats.

De fem nye projekter:
• Herning Havn
Her ved den kunstige sø skal der være rammer for naturoplevelser og vandsport såsom vandski, issvømning, jetski og wakeboard.
Støttebeløb fra LOA: 9 millioner kr.
Samlet anlægsbudget: 27 millioner kr.
Læs mere:
9 millioner kroner til Herning Havn – Et nyt centrum for vand- og friluftsliv – Lokale og Anlægsfonden

• Havhuset Klintholm Havn på Møn
Her på en eksisterende mole på havnen vil man lave et multifunktionelt læringshus og rekreativt uderum med fokus på vandaktiviteter og livet i havet. Der skal være formidling om havmiljø, maritime nyttehaver og fiskebørnehaver. Derudover skabes der sauna og mødested for alle havnens andre brugere – for eksempel vinterbadere og surfere.
Støttebeløb fra LOA: 4,747 millioner kr.
Samlet anlægsbudget: cirka 14 millioner kr.

Læs mere: https://www.mttrs.dk/havhuset-moslashn.html

• Havhuset ved Ajstrup Strand nær Aarhus
Her skal man kunne dyrke eksempelvis havsvømning, vinterbadning og kunne stå på SUP-board. Det skal også være støttepunkt for outdoorliv i øvrigt f.eks. vandreture.
Støttebeløb fra LOA: 3,7 millioner kr.
Samlet anlægsbudget: cirka 11 millioner kr.

Læs mere: https://www.havhuset.org/

• Ry Sejlklub – Søhøjlandets søsportscenter nær Skanderborg
Her får vandsportsforeningen mulighed for at tilbyde endnu flere aktiviteter til endnu flere borgere. Det kan være windsurfing, jollesejlads og SUP. Der bliver også mulighed for at sove i shelter, værkstedsaktiviteter og naturformidling.
Støttebeløb fra LOA: 6 millioner kr.
Samlet anlægsbudget: cirka 18 millioner kr.
Læs mere: LOA, Nordea-fonden og Friluftsrådet sikrer Ry Sejlklub hattrick – Lokale og Anlægsfonden

• Vikingernes Natur- og VandsportsHUB ved Herslev Strand nær Roskilde
Her skal etableres et nyt formidlings- og aktivitetssted, der giver mulighed for alsidige vandaktiviteter såsom SUP, undervandsjagt, åben-vand svømning, fiskeri og vinterbadning ligesom naturformidling vil blive højt prioriteret i regi af Nationalpark Skjoldungernes Land.
Støttebeløb fra LOA: 3 millioner kr.
Samlet anlægsbudget: 9 millioner kr.

Læs mere: https://www.jesperkusk.dk/vikingernes-natur-og-vandsports-hub.html

De fem projekter skal nu arbejde videre med finansiering, myndighedsforhold, yderligere lokal involvering og projekttilpasning.

Fem andre projekter har deltaget i kampagnen – de skal også videreudvikles og kan modtage støtte fra fonden efterfølgende.

Illustration: MATTERS.

Pressekontakt

Kir Klysner

Journalist og kommunikationskonsulent

Skip to content