Visionært samlingssted i Bjergsted bliver til virkelighed


Med støtte fra Lokale og Anlægsfonden (LOA) kan visionerne om et moderne og inkluderende fælleshus i Bjergsted nu realiseres. Projektet, som bærer navnet Huset Askman, har netop modtaget 3,2 millioner kroner fra LOA Dermed kan arbejdet, der har stået på i de seneste fem år, forvandle drømmen om et fælleshus til virkelighed.

Pressemeddelelse fra Huset Askman og Bjergsted Beboerforening og Lokalråd
Fredag den 7.2.2025

“Vi har haft en virkelig god dialog og en utrolig støtte fra Lokale og Anlægsfonden. Da vi første gang kontaktede fonden til en workshop og præsenterede vores projekt, hjalp de os med at se vores projekt med nye og mere ambitiøse øjne. Kommunikationen og støtten har gjort, at vi har turde drømme stort, og vi vil gerne takke for et fantastisk samarbejde gennem hele processen. Med deres opbakning, økonomisk støtte fra andre fonde og ikke mindst fra Kalundborg Kommune, kan vi nu skabe et samlingssted, der vil styrke både Bjergsted og resten af Vestsjælland,” siger Nana Winther Lyster, tovholder for fondsansøgninger.

Huset Askman – Et center for kreativitet og (sammenhold) fællesskab

Det, som startede med en snak over hækken for mange år siden, bliver nu til virkelighed i den lille landsby Bjergsted i Kalundborg Kommune. Den lokale kunstner Lars Askman, der selv boede i Bjergsted i over 30 år, testamenterede sit store hus, lagerbygning og værksteder til byen, inden han gik bort i 2023. Lars’ mission var at give det til noget, der ville gøre mest mulig gavn for fællesskabet. Med rammerne til et fælleshus kunne drømmene begynde at tage form. Bjergsted er kendt for sin unikke kreativitet og sammenhold, og Huset Askman bliver et naturligt knudepunkt for områdets aktiviteter. Huset vil danne ramme om en bred vifte af tilbud, herunder kulturelle arrangementer, workshops, foredrag, fællesspisninger, men åbner også op for de daglige snakke i caféen, imens lokalavisen læses, eller imens der syltes i det store fælleskøkken. Fokus har hele tiden været på at skabe et inkluderende og bæredygtigt mødested, der samler både lokale, turister på Istidsruten og folk fra de omkringliggende byer.

Byggeriet af Huset Askman tager afsæt i bæredygtige principper, hvor genbrug og klimavenlige løsninger prioriteres hele vejen.

Fondsmidler baner vejen

Med de nyeste midler fra LOA er finansieringen på plads, og projektet kan nu gå ind i den afgørende fase. Det forventes, at byggeriet vil starte i løbet af de kommende måneder, og allerede inden udgangen af 2025 vil Huset Askman stå klart til indvielse og tage imod de første gæster.

“Den her gamle lagerbygning ligger helt centralt i Bjergsted og vil bæredygtigt blive transformeret til et visionært samlingssted for borgere i byen og omegn. I det nye og ombyggede ”Huset Askman” kommer traditioner, det lokale engagement og de moderne behov til at blive samlet i et moderne mødested. Vi glæder os til at følge udviklingen og se det blive gjort levende,” siger Jon Gerner, direktør i Lokale og Anlægsfonden. 

Lokal opbakning

Huset Askman er ikke blot en lokal drøm, men også et resultat af et bredt samarbejde mellem Bjergsted Beboerforening, projektgruppen med kreative ildsjæle og kommunale aktører. Det har været en proces fyldt med entusiasme og engagement fra hele lokalsamfundet, som allerede har bidraget med idéer og input til husets design og anvendelse.

”Det har været en lang proces at nå her til og der har været adskillige bump undervejs fx Corona. Jeg tror det er kommet bag på flere af vore samarbejdspartnere, hvor omfattende det er, at skulle samarbejde med en hel landsby,” udtaler Mogens Jensen, der er fmd. for Huset Askman. ”Det tager tid, men alle møderne og diskussionerne gør projektet stærkere og bedre forankret i lokalsamfundet og er så er det med til at styrke fællesskabet.”

Fakta om Huset Askman

  • Placering: Bjergsted, Vestsjælland
  • Formål: Samlingssted for kultur, kreativitet og fællesskab
  • Finansiering:
    • 3,2 mio. kr. fra Lokale og Anlægsfonden
    • 8,4 mio. kr. samlet budget for fase 1

Pressekontakt

Kir Klysner

Journalist og kommunikationskonsulent

Skip to content