Lokale og Anlægsfonden lancerer "Book en konsulent" – nyt initiativ gør rådgivning let tilgængelig
Pressemeddelelse fra Lokale og Anlægsfonden Torsdag den 10. oktober 2024
Lokale og Anlægsfonden tilbyder fremover foreninger, kommuner og organisationer, der skal i gang med et projekt omkring udviklingen af faciliteter til kultur, idræt og udeliv, at de med et par klik på hjemmesiden kan booke en onlinesamtale med en rådgiver i fonden.
”Det skal være nemt at komme i kontakt med os. Vi har valgt at gøre det på en måde, så det matcher vores modtageres behov og travle hverdag i øvrigt. Derfor har vi skabt ”Book en konsulent”, hvor man nemt kan booke et møde og få professionel rådgivning til sit puljeprojekt hos vores erfarne konsulenter – når det passer ansøger bedst,” siger Jon Gerner, direktør for Lokale og Anlægsfonden.
Ønske om at gøre det nemmere
På hjemmesiden guides man først igennem indsigt i puljens støtteområder, samt krav og kriterier for puljen, og derefter kan man booke en 15-minutters samtale. Her kan eksempelvis en frivillig i en forening fortælle om den store eller lidt mindre ide, der barsles med.
”For langt de fleste vil det være første gang, at de skal udvikle en fritidsfacilitet. Vi skal give en hjælpende hånd og gøre det nemt at komme i gang. Første skridt er at afsøge, om Lokale og Anlægsfonden er det rette sted at søge støtte. Og selvom det viser sig ikke at være tilfældet, så deler vi gerne viden og erfaringer fra eventuelle tilsvarende projekter,” uddyber Jon Gerner.
Første tider kan bookes nu
Til sidst i samtalen vil udviklingskonsulenterne fra Lokale og Anlægsfonden pege på yderligere overvejelser i projektet for eventuelt at kunne søge fondens pulje, som omfatter projekter med en økonomi på under 2,5 millioner kroner. Hvis der er tale om større projekter, så går en anden proces i gang, som man også bliver guidet videre i.
Puljeprojekterne skal indsendes som færdige ansøgninger.
Book en konsulent er lanceret i dag den 10. oktober 2024, og de første tider kan bookes i uge 43 på loa-fonden.dk/book.
Lokale og Anlægsfonden er en fond, som udvikler fremtidens bæredygtige mødesteder inden for kultur, idræt og aktivt udeliv i Danmark, i Grønland og på Færøerne ved at rådgive projekter, støtte projekter og formidle viden.