Bevægelsestorv på Nørrebro styrker fodbold og fællesskaber i bydelen
Lørdag den 16. november indvier Nørrebro United og boligafdelingen AKB Lundtoftegade et nyt bevægelsestorv med fodboldbane, aktivitetssti og opholdszoner, hvor beboere og resten af kvarteret kan mødes. Bevægelsestorvet er første led i indsatsen ’Nørrebro Samles På Banen’.
Pressemeddelelse fra Københavns Kommune
11.11 2024
På Nørrebro har man et ønske om at åbne de oversete områder omkring de almene boliger i Lundtoftegade og Titanparken op for resten af kvarteret. Samtidig mangler der idrætsfaciliteter på Nørrebro.
Derfor gik en række lokale boligafdelinger og fodboldklubben Nørrebro United for nogle år siden sammen i initiativet ’Nørrebro Samles På Banen’, som skulle imødekomme bydelens mangel på fodboldbaner og andre faciliteter og samtidig skabe nye samlingspunkter i området.
Nu er første del af projektet – et bevægelsestorv ved Lundtoftegade – klar til at blive indviet. Det sker lørdag den 16. november kl. 11.30-15 hos boligafdelingen AKB, København Lundtoftegade, Lundtoftegade 19.
Bevægelsestorvet indeholder blandt andet en ny fodboldbane, en aktivitetssti og forskellige opholdszoner. Her kommer Nørrebro United i samarbejde med andre lokale aktører til at facilitere aktiviteter for beboere og resten af kvarteret.
”Nørrebro United ser frem til i samarbejde med andre lokale foreninger at gøre bevægelsestorvet i Lundtoftegade til et levende sted med en masse forskellig aktivitet, der kan rumme forskellige måder at deltage på. Vi vil arbejde på, at bevægelsestorvet bliver et samlingspunkt for foreninger, helhedsplan og andre lokale organisationer, fordi det er vigtigt, hvis vi skal have endnu flere af de lokale børn og unge til at rykke tættere på foreningslivet”, siger projektleder Astrid Bertelsen fra Nørrebro United.
Projektet er udviklet på baggrund af processer, hvor lokale borgere er blevet involveret, og hvor der er blevet afprøvet forskellige former for facilitering. Resultatet er en samarbejdsform, hvor civilsamfundsaktører går sammen om at løse et lokalt behov og samtidig løser centrale bystrategiske udfordringer.
’Nørrebro Samles På Banen’ er på den måde et godt eksempel på, hvordan almene boligafdelinger kan kigge ud over egne matrikelgrænser og stille deres arealer til rådighed for hele lokalområdet.
”I AKB København har vi fulgt Nørrebro Samles på banen med stor forventning og begejstring. Projektet formår at integrere en lang række fysiske og sociale problemstillinger og hensyn, som ellers meget sjældent forløses på samme tid. Meget af det handler om, at projektet er initieret fra bunden og op, og er udviklet på baggrund af lange involveringsprocessor af lokale og afprøvning af faciliteringsformater. Det er tæt på et komplet projekt, fordi alle aspekter er tænkt ind i en ny samarbejdsform hvor civilsamfundsaktører går sammen om at løse et lokalt behov, og samtidig arbejder ind i nogle centrale bystrategiske udfordringer. Det fungerer som eksempelværdi på en ny best practice på en række områder. Hvor vi i det almene kigger ud over vores egen matrikelgrænse og stiller vores jord til rådighed for hele lokalområdet, for samtidig at forløse et behov i boligafdelingen”, siger medlem af organisationsbestyrelsen i AKB København Søren-Emil Schütt, der også selv bor i Lundtoftegade.
Styrke fællesskabet
Foruden boligafdelingen i Lundtoftegade er også AKB, København Titanparken en del af indsatsen. I Titangade vil der også blive etableret et bevægelsestorv, som skal være et mødested, der kombinerer boldspil, bevægelse og andre aktiviteter for både beboere og udefrakommende. MASU Planning er totalrådgiver og har været ansvarlige for design og projektering af bevægelsestorvet.
’Nørrebro Samles På Banen’ har fået støtte fra puljen ’Fælles Rum’, som Lokale og Anlægsfonden og den filantropiske forening Realdania står bag. Derudover er projektet støttet af Nordea-fonden og Københavns Kommune.
På vegne af Lokale og Anlægsfonden, Realdania og Nordea-fonden udtaler Astrid Bruus Thomsen, der er programchef i Realdania:
”Projektet viser nye veje og har krævet vilje og mod fra de involverede parter. Som noget nyt kan en fodboldklub afholde fodboldtræning på anlæg, som ejes af en almen boligorganisation. På den måde skabes der mere foreningsfodbold i bydelen, som har begrænsede adgange til fodboldbaner og samtidig åbnes boligområdet op for resten af byen. Men måske vigtigst skaber projektet et tilbud til boligområdets børn og unge om aktivt og sundt fritidsliv og nye byrum, der kan styrke fællesskabet på tværs af boligområdet og den omkringliggende by.”
Program for indvielsen af bevægelsestorvet
- Kl: 11:30 Åbningstale ved teknik- og miljøborgmester Line Barfoed, formand for AKB København Mikkel Warming og bidragsyderne.
- Kl: 11:45 Indmarch af holdene med fodboldmusik af operasanger Laura Helene Hansen, violinist Anne Eltard og Adam Ørvad på akkordeon.
- Kl: 12:00 Kick off-showkamp
Nørrebro United Vs. BK Skjold
- Kl: 12:00 – 13:30 Showkampe i hele AKB Lundtoftegade
- Kl: 13:30 Tilmelding til åben børnefodboldturnering
- Kl: 14:00 – 15:00 Børnefodboldturnering
FAKTA – NØRREBRO SAMLES PÅ BANEN
Projektets bidragsydere er den filantropiske forening Realdania, Lokale og Anlægsfonden, Nordea-fonden og Københavns Kommune som støtter projektet “Nørrebro Samles På Banen” fra 2024 – 2027 og dermed bidrager til at skabe inkluderende fællesskaber for børn og unge med særlig fokus på boligområderne AKB Lundtoftegade og AKB Titanparken på Nørrebro, København.
FAKTA – Teamet bag ’Nørrebro Samles På Banen’
Totalrådgiver: MASU Planning
Ingeniør: Lyngkilde
Entreprenør: Optimus Anlæg A/S
Bygherrer: Boligselskabet AKB, København
Økonomiske bidragsydere: Den filantropiske forening Realdania, Lokale- og anlægsfonden, Nordea-fonden og Københavns Kommune.
Projektpartnere: Nørrebro United, Boligafdelingerne AKB, København Lundtoftegade og AKB Titanparken, NørreBrobyggerne, Ressource center Ydre Nørrebro, Til Vægs og Brobold.
Yderligere information
Nørrebro United – Astrid Bertelsen, Nørrebro United, astrid@nbunited.dk, tlf. 29 88 16 36, https://www.nbunited.dk/
Brobold – Ulrik Povlsen, Brobold, Ulrik@brobold.dk, tlf nr. 30 28 90 79, https://www.brobold.dk/
AKB København – Søren-Emil Schütt, Medlem af organisationsbestyrelsen AKB København, soren-emil@tilvaegs.com, tlf. 28 90 08 10, https://www.akb-kbh.dk/
MASU Planning – Sune Oslev, Partner, sune@mausplanning.com, tlf. 22 46 07 09, https://www.masuplanning.com/
Astrid Bruus Thomsen, Programchef i Realdania, Tlf. 29 69 52 23, abt@realdania.dk