Færøerne får støtte til enestående pionerfacilitet for vandsport

En lokal kaproerklub på Suðuroy er gået sammen med Tvøroyrar Kommuna og Lokale og Anlægsfonden om at udvikle den allerførste vandsportsfacilitet på Færøerne. Den skal introducere færingerne til fritidsaktivitet ved kysten og havet, og den sidste bevilling på 3,8 millioner er netop givet til at realisere projektet i 2021.

Pressemeddelelse fra Lokale og Anlægsfonden
Mandag den 8. marts 2021 
Illustrationer af: Arkitekt Kurt Jensen

I bunden af en 7 kilometer dyb fjord i den færøske bygd Tvøroyri er fire primitive skibscontainere i dag svaret på den lokale kaproningsfacilitet. De er grejbank for de håndbyggede træbåde, og roklubbens unge medlemmer har sat en gammel sofa i den ene container med ønsket om et socialt mødested efter træning.

Men aktiviteten på fjorden og klublivet i Tvøroyri på Færøernes sydligste ø Suðuroy bliver fremover anderledes. Roklubben Froðbiar Sóknar Róðrarfelag (FSR) og øvrige færinger kan se frem mod et nyt og inkluderende mødested til kaproning og med enestående mulighed for at prøve kræfter med hele paletten af vandsport – fra havsvømning, kajak, vinterbadning og saunagus til dykning, surf og stand up paddle.  

Befolkningstallet stiger på Færøerne, nye vandsportstrends vinder frem, og der er stolte traditioner om den færøske nationalsport kaproning. Det gælder også det klubhus, som oprindeligt var startskud til et stærkt fællesskab for FSR, men er placeret i et område på fjorden, der i dag er overgået til industri.

Derfor er FSR gået sammen med Tvøroyrar Kommuna og Lokale og Anlægsfonden om at udvikle den allerførste flerfunktionelle vandsportsfacilitet ’Fjørdur’ på Færøerne.

Linn Mohr Augustinussen, formand i Froðbiar Sóknar Róðrarfelag siger:
”Foreningen blev dannet lokalt i Tvøroyri i 1934. Vi er i bund og grund en helt traditionel roforening, men ser store muligheder i at tilføre andre aktiviteter. Vi har for nylig bygget nye både til vores drenge- og pigehold, men i perioder kan det være svært at sætte et helt kaproningshold – mange tager videre til større byer for at læse, vores klima er barskt, og den intensive rotræning foregår typisk i en begrænset tid om året, så vi har brug for andre aktiviteter i en tryg base.”

Jakob Færch, udviklingskonsulent i Lokale og Anlægsfonden siger:
”Det er et ret unikt introducerende mødested, som nu for første gang giver færingerne adgang til alle vandsportsaktiviteter. Fjørdur skaber liv og drive og samler kræfterne og interessen for havet under ét tag i en ramme for udvikling af aktiviteter. Faciliteten både understøtter og gør os klogere på at udvikle og bruge havet aktivt på Færøerne – på sigt kan det potentielt foldes ud flere steder i det færøske fjord- og kystlandskab.”

Kristin Michelsen, borgmester i Tvøroyrar Kommuna siger:
Som tidligere roer og formand i FSR, træner for både, der flere år i streg vandt det færøske mesterskab, og borgmester i godt 18 år, er det mig en udsøgt glæde at takke for det givende samarbejde, vi i kommunen og FSR som klub har haft med LOA-fonden. Vi får et rocenter – et ”Bagsværd” i miniformat og et center for alle vandsportsaktiviteter, der kan udfolde sig i den fantastiske natur, der findes i eller uden for Trongisvágsfjord. Byens ungdom får i fremtiden rig mulighed for at deltage i og dygtiggøre sig i alt indenfor vandsport, og vi håber, det er med til at gøre byen attraktiv at vende tilbage til efter endt uddannelse. 

Tvøroyrar Kommuna er den største af øens syv kommuner og bakker op om projektet med økonomi og fremtidig drift. FSR vil være faste brugere af huset og tilbyder kaproning på motions- og eliteniveau for børn, unge og ældre. Initiativer for andre vandsportsforeninger bliver igangsat, og den lokale folkeskole med idræts- og friluftslinje kommer også til at bruge faciliteten. Det samme gør vandrere og MTB’ere, der har vandrestier og spor i fjeldene få kilometer fra huset.

Projektet baner vej for mere motion ved kysten og havet på Færøerne
Huset skal ligge kun 10 meter fra fjorden. En bred udendørs trappe gør det nemt for både havsvømmere, vinterbadere, stand up padlere og robåde at komme i. En sauna med plads til 20-25 personer i vandkanten gør det attraktiv at være aktiv året rundt i den barske natur og muligt at nyde udsigten til fjorden og fjeldene i varmen. 

Hovedbygningen består af tre etager med omklædning og baderum til både mænd og kvinder, handicaptoilet, store depot- og opbevaringsrum med plads til robåde, havkajakker, SUP-boards, dykkerudstyr, værksted, naturformidlingsudstyr, cykel- og vandregrej.

Man kan opleve historiske robåde, gøre socialt ophold, bruge husets tekøkken, studiemiljø og mødelokaler og supplere sin udetræning i motions- og træningsområdet med ergometer og styrketræningsredskaber.

Et 180 grader panorama-view mod fjorden fungerer som dommertårn under ro-events på fjorden, hvor man har overblik over de 1 kilometer robaner, som starter fra klubhuset. Til daglig bliver tårnet socialt opholdssted for unge, hvor man kan trække sig lidt tilbage.

Mere om projektet
Projekter er tegnet af arkitekt Kurt Jensen. Froðbiar Sóknar Róðrarfelag er bygherre og udvikler projektet i tæt samarbejde med Tvøroyrar Kommuna, som støtter projektet med 6,5 millioner. Lokale og Anlægsfonden støtter projektet med 3,8 millioner. 

I løbet af 2021 vil en omfattende national undersøgelse af fritidslivet på Færøerne blive offentliggjort. Lokale og Anlægsfonden vil bruge den til at kvalificere sin indsats på Færøerne fremadrettet, som kan følges på www.loa-fonden.dk.

Yderligere oplysninger
Jakob Færch, udviklingskonsulent i Lokale og Anlægsfonden, tlf. +45 2869 4774
Linn Mohr Augustinussen, formand i Froðbiar Sóknar Róðrarfelag, tlf. +298 260752
Kristin Michelsen, borgmester i Tvøroyrar Kommuna, tlf. +298 221191

Se pressemeddelelsen på Færøsk 

 

Pressekontakt

Line Dangkel Jacobsen
Kommunikationskonsulent, Lokale og Anlægsfonden

(kan også kontaktes udenfor almindelig kontortid)

Skip to content