Arkitekttegningerne er færdige, så nu skal der gøres klar til første spadestik til et nyt trailcenter i Silkeborg. Trailcentret er det femte af i alt fem eksempelprojekter der både skal fungere som port til den nærliggende natur og som en destination, der i sig selv tilbyder en række forskellige træningsmuligheder og opholdsmuligheder til fremme af fællesskaber blandt idrætsforeninger og selvorganiserede idrætsudøvere på outdoorområdet. Projektet er et samarbejde mellem Lokale og Anlægsfonden, Danmarks Idrætsforbund og Silkeborg Kommune. Lokale og Anlægsfonden støtter projektet med ca. 2,5 mio. kr.
Onsdag den 17. juni 2020
Pressemeddelelse fra Lokale og Anlægsfonden
Den midtjyske by Silkeborg ligger i helt fantastiske naturomgivelser og med mottoerne “Byen ved søerne” & “Grønt og blåt til lyst”, så kan det ikke komme bag på nogen, at Silkeborg Kommune arbejder på visionen om at være Danmarks outdoor hovedstad. Det kommende trailcenter, der skal ligge i den sydlige del af byen, bliver et centralt element i at opnå førnævnte vision.
Simon Christensen, Udviklingskonsulent hos Kultur- og Borgerservice i Silkeborg Kommune udtaler:
’Jeg glæder mig rigtig meget til, at vi kan tage første spadestik til Silkeborg Trailcenter. Og selvfølgelig til at det står færdigt. Trailcentret bliver en central facilitet i Danmarks outdoor hovedstad. Men Silkeborg Trailcenter bliver kun en succes, hvis brugerne tager huset og området til sig og fylder det med aktivitet. Det kræver, at brugerne kan se en værdi i at komme i huset og i området. Vi har derfor brugt mange kræfter sammen med brugerne på at designe både et godt hus og et spændende udeområde med opholdsrum og træningsmuligheder for forskellige brugergrupper. Jeg synes, at det er lykkedes rigtigt godt. Og jeg er sikker på, at trailcentret vil blive et nyt samlingssted for både foreninger, selvorganiserede og helt nye brugere af naturen.’
Jens Øyås Møller, udviklingskonsulent i Lokale og Anlægsfonden siger om projektet:
’Den placering trailcentret får i den fantastiske omkringliggende natur ved Silkeborg skaber en unik mulighed for aktivt udeliv, hvad enten du er garvet bruger eller er nybegynder. Trailcentret bliver et fænomenalt støttepunkt og port til naturen og vil, for foreninger såvel som selvorganiserede, skabe en større synergi mellem fællesskaber og individ og by og natur.’
Casper Lindemann, konsulent i Danmarks Idrætsforbund:
’Trailcentret i Silkeborg giver et fantastisk udgangspunkt for outdooridræt i hverdagen. Den bynære placering med cykelsti lige til døren giver mulighed for at børn sikkert kan cykle til og fra træning, og det er vigtigt. For vi skal have flere børn med. Outdooridræt boomer i Danmark, men det er primært blandt voksne. Hvis vi skal have flere børn og børnefamilier med, så skal vi sænke barriererne for deres deltagelse f.eks. med bynære trailcentre, bynære træningsmuligheder og introducerende outdoorfaciliteter. Alt dette tilbyder trailcentret i Silkeborg, og jeg håber at mange andre byer vil lade sig inspirere.’
Om Trailcenter Silkeborg
Trailcentret bliver etplans længehus, i sort træ med en indre kerne af naturtræ. Huset bygges op omkring et knapt 77m2 stort fællesrum, der er omkranset af 3 glasvægge. Disponeringen skaber en overskuelig og inviterende bygning, der via en glasfoldevæg kan forbinde fællesrummet med et 114m2 stort overdækket udeareal, så der kan holdes større eller mindre arrangementer, når vejret tillader det. Huset rummer desuden en mindre køkkenfunktion samt omklædning, bad og toiletter. I husets nordlige ende har Silkeborg Kommune tilføjet en dedikeret klubzone på 100 m2, som rummer klublokaler og træningsrum.
Trailcentrets nære udearealer kommer til at bestå af opholdsområder, serviceområder og aktivitetsområder. Bålplads og bålhytte, cykelservicefunktioner for triatleter, landevejscykling, mountainbikerne eller blot de forbipasserende cyklister, bouldering- og OCR træningselementer til både seriøs træning, leg og mange andre spændende elementer.
Trailcentret i Silkeborg bliver et eksempel på en ny type mødested, der kan stimulere og understøtte danskernes stigende interesse for at være idrætsaktive i naturen. De mange brugergrupper, både organiserede og selvorganiserede, skal deles om den samme facilitet. Projektet lægger sig derved i tråd med den vigtige bæredygtighedsdagsorden, hvor man ved at dele faciliteter på tværs af foreninger og selvorganiserede kan bygge mindre og stadig få opfyldt sine behov.
Yderligere oplysninger
Jens Øyås Møller, udviklingskonsulent i Lokale og Anlægsfonden, 3175 9486
Casper Lindemann, konsulent i Danmarks Idrætsforbund, 4035 2987
Simon Christensen, Udviklingskonsulent Kultur- og Borgerservice, Silkeborg Kommune, 30639091