Ny podcastserie skal sætte lyd til brændende temaer om fritidsfaciliteter

Lokale og Anlægsfonden (LOA) sætter med en faglig podcast på seks afsnit spot på aktuelle temaer inden for fondens tre kerneområder – idræt, kultur og aktivt udeliv. Podcasten er en del af et større podcastprojekt i samarbejde med Grundejernes Investeringsfond (GI) og BARK Rådgivning. LOA støtter projektet med 333.000 kr.

Pressemeddelelse fra Lokale og Anlægsfonden
Onsdag den 1. juli 2020

Fritidsliv i bymidterne, leg og de små børn, piger og kvinders mødesteder, kystsikring og skovrejsning, udsatte boligområder og støttepunkter i naturen er blandt Lokale og Anlægsfondens indsatser i udviklingen af mødesteder. I en podcastserie på seks afsnit bliver de foldet ud.

LOA har siden 2018 arbejdet med podcasts og har i samarbejde med BARK Rådgivning og GI udgivet ’Bygtropolis’ – en faglig podcast på 18 afsnit. Siden serien blev lanceret i januar 2019 og er downloadet mere end 8.100 gange.

Den nye serie på seks afsnit bygger videre på tidligere format, hvor forskere, praktikere og andre fagfolk sammen med eksperter fra LOA kommer i tale. Podcasten skal som en del af LOA’s rolle som videncenter være med til at uddybe, afdække og synliggøre fritidslivets aktuelle udfordringer.

Anna Rex Wittig, faglig formidler og redaktør i Lokale og Anlægsfonden siger:
Vi oplever stor interesse for faglig viden om byggeri i fritidslivet i et lettilgængeligt format blandt vores ansøgere, forskere, arkitekter og fagfolk. Samtidig vil vi gerne være endnu tydeligere om, hvor vi ser de største tendenser, udfordringer og potentialer. Podcasten er et værktøj til at sætte vores erfaringer, forskningsprojekter og viden om fritidsfaciliteter i spil.

Ida Christoffersen, projektchef i BARK Rådgivning siger:
Da vi startede Bygtropolis i 2019 var det med ambitionen om at lave en podcast, der kunne nå bredt ud til forskellige fagligheder i det byggede miljø og diskutere feltets store spørgsmål – og også give nogle svar. Gode lyttertal og positiv feedback fra lytterne bekræfter os i, at det i høj grad er lykkedes. Vi glæder os til at dykke endnu mere ned i formatet og til at belyse problematikker og løsninger til mere bæredygtigt og fællesskabsorienteret byggeri.

Flere og flere lytter til podcasts – i 2017 var det 43 pct. af danskerne og i 2019 knap 50 pct.

Podcasten bliver del af en stor platform for podcasts om byggeri
BARK Rådgivning er faglig redaktør og står for at sætte podcasten med i alt 12 afsnit i søen, som fordeles mellem LOA og GI. Den bliver tilgængelige via iTunes, podimo og andre streamingtjenester og på byggerietspodcast.dk en podcastplatform med viden og tendenser i byggebranchen, hvor de 18 afsnit fra tidligere sæson også er tilgængelige.

Produktionen sker i samarbejde med MUNCK Studios og journalist Morten Olsen og løber i 2020-2021. Podcasten udkommer cirka én gang om måneden og bliver en del af LOA’s formidling via nyhedsbrev, hjemmeside, Facebook og LinkedIn.

LOA støtter projektet med 333.000 kr. ud af en samlet projektsum på 666.666 kr.

Yderligere oplysninger
Anna Rex Wittig, faglig formidler hos Lokale og Anlægsfonden, tlf. 2613 5142
Ida Christoffersen, projektchef i BARK Rådgivning tlf.  2426 4271

 

Pressekontakt

Line Dangkel Jacobsen
Kommunikationskonsulent, Lokale og Anlægsfonden

(kan også kontaktes udenfor almindelig kontortid)

Skip to content