Lokale og Anlægsfonden støtter MIND i Middelfart – et kulturelt mødested for fritidslivets brugere

I Middelfart skal et nyt museum blive mødested for det engagerede fritidsliv. Museet har nemlig et kæmpe potentiale som kulturelt mødested, hvor fritidslivets brugere er medskabere af kulturaktiviteterne. Lokale og Anlægsfonden støtter projektet med 5 millioner kroner.

Onsdag d. 17. juni 2020 
Pressemeddelelse fra Lokale og Anlægsfonden.  

I Middelfart får det tidligere sindssygehospital nu en ny funktion, det sker når museet MIND etableres i den tidligere patientbygning på hospitalet 

Visionen med MIND er at give mennesker med psykisk sygdom adgang til fællesskabet. Psykisk sygdom rammer en ud af fem danskere, men alligevel forbindes psykisk sygdom ofte med skyld og skam.  

Det vil museet MIND lave om, ved at skabe et kulturelt mødested, der har fokus på at formidle sindslidelser og metal sundhed på nuancerede og ligeværdige måder, fortæller Maiken Nørup, museumsleder på Middelfart Museum 

MIND bliver en del af Middelfart Museum og kommer til at bestå af et museum på 2000 m2 og en park på 4000 m2. Museet kommer både til at understøtte fællesskaber, frivillighed, viden og aktiviteter. Udeområderne skal omdannes til sansehave, aktivitetshave, opholdsrum og grønne rolige stiforløb, så der skabes en harmonisk forbindelse mellem museumsrummet og det grønne uderum.  

MIND er et utrolig spændende projekt, fordi det sætter en ny standart for museet som kulturel ramme, for hvad museumsrummet skal kunne, og hvem der skal bruge det. MIND er et stærkt bud på, hvordan fremtidens museum kan være et aktivt mødested for hele det brede fritidsliv, siger Birgitte Carlsen, udviklingskonsulent i Lokale og Anlægsfonden.  

Museet som mødested 
Aktiviteterne kommer til at spænde over foredrag, debatter, litteraturcafe, kreative workshops, håndarbejde og motionsaktiviteter, og det bliver gratis for foreninger og brugergrupper at benytte sig at faciliteterne. 

Projektet hedder MIND, da aktiviteterne relaterer sig til det menneskelige sind. Men navnet afspejler også et ønske om at skabe et helt nyt mindset for, hvad et museum kan og har at byde på, derfor har projektet også fire bærende søjler: Museum, Information, Netværk og Dialog, der skal sikre at vi kommer hele vejen rundt, forklarer Maiken Nørup, museumsleder på Middelfart Museum. 

Hos MIND er selve mødestedsfunktionen fremtrædende, og det giver brugere og foreninger mulighed for at tage aktiv del i kulturens fællesskaber og dermed blive medskabere af kulturaktiviteter, siger Birgitte Carlsen, udviklingskonsulent i Lokale og Anlægsfonden.  

Fakta 
Etableringen af MIND koster 26.175.000 kr. Lokale og Anlægsfonden bevilliger 5 millioner kroner til projekter. Bevillingen forudsætter at der er lokal medvind til projektet. MIND er i dialog med andre fonde. Der forventes byggestart i løbet af 2022.  
 
Yderligere information 
Birgitte Carlsen, udviklingskonsulent i Lokale og Anlægsfonden, bc@loa-fonden.dk 
tlf. 32830350 

Maiken Nørup, museumsleder på Middelfart Museum, mn@middelfart-museum.dk tlf. 24464702 / 64414741  

Illustrationer: Claus Pryds Arkitekter og Jonathan Houser Arkitekter.

Pressekontakt

Line Dangkel Jacobsen
Kommunikationskonsulent, Lokale og Anlægsfonden
Skip to content