Nu skrives der et nyt kapitel – eller måske snarere en ny bog – om maltfabrikken, der i 2019 åbner i en ny form som Ebeltofts nye mødested. Lokale og Anlægsfonden støtter projektet med 8 mio. kr.
Hvis vægge kunne tale, ville den gamle maltfabrik i Ebeltoft ganske givet kunne fortælle mange sjove og spændende historier. Den første maltproduktion – det vil sige en kortvarig spiring og derefter ristning af byg til ølbrygning – startede nemlig tilbage i 1857, og den sidste malt forlod rampen i 1997. I en periode var det faktisk landets næststørste maltfabrik. Nu skrives der et nyt kapitel – eller måske snarere en ny bog – om maltfabrikken, der i 2019 åbner i en ny form som Ebeltofts nye mødested – et stykke ikonisk kulturarv, hvor indholdet kredser om det gode liv med oplevelser til alle. Også til maltentusiaster.
Fabrikken skal summe af liv 24 timer i døgnet 365 dage om året. Det bliver for børnefamilier, unge, voksne og ældre. Det er for de mange turister om sommeren, og i særdeleshed for kreativiteten, livskvaliteten og mangfoldigheden i det lokale. Over de kommende år skal fabrikken transformeres til en platform for kultur, kunst, gastronomi, kreative erhverv, iværksætteri og borgerservice.
Lokale og Anlægsfonden er med i udviklingen af det nye mødested i Ebeltoft, og udover at levere kreativitet og udviklingskræfter har Lokale og Anlægsfonden også bevilliget i alt 8 mio. kr. til projektet. Den samlede investering løber op i 155 mio. kr. som en række andre fonde har været med til at finansiere, heriblandt Realdania og AP Møller Fonden, ligesom Syddjurs Kommune har bevilliget 33 mio. kr. Hertil kommer, at der er udstedt folkeaktier på 1 mio. kr.
Det summer allerede af liv
– Men hvorfor vente til 2019 med at gøre drømme til virkelighed, pointerer direktøren for det hele Kristian Krog retorisk. Så vi er allerede gået i gang, og faktisk var det lokale ildsjæle, der tilbage i 2010 etablerede en forening, som fik navnet: ”Komitéen til realisering af Den ny Maltfabrik”. Med dagens gode nyhed fra Lokale og Anlægsfonden har vi i den grad nået en milepæl, siger en begejstret direktør, som også fortæller, at der siden 2010 har været afholdt en række både kulturelle, skæve, musikalske og duftende events på den gamle fabrik. Så vi er klar til take off i de nye omgivelser i 2019, slutter Kristian Krog.
– Projektet kan blive et unikt eksempel på omdannelse af en tidligere industribygning til et ægte multifunktionelt kulturhus, der på en gang rummer kulturaktiviteter for alle aldre, kreativt erhverv, turismeservice, lokalmuseum og kommunale serviceopgaver som bibliotek mm. siger udviklingskonsulent Oliver Vanges, Lokale og Anlægsfonden. Hertil kommer, at projektet vil placere sig i forlængelse af Fondens arbejde med udvikling af engagerende mødesteder med kulturaktiviteter i fokus. Og her ser vi en kæmpe styrke i, at stedet allerede er i gang og har været drevet af lokale ildsjæle, inden de tager det første spadestik til de nye rammer, slutter Oliver Vanges.
Den ny Maltfabrik er tegnet af arkitektfirmaet ”Praksis Arkitekter”, som vandt arkitektkonkurrencen tilbage i oktober 2016.
Yderligere oplysninger
Oliver Vanges, udviklingskonsulent 3283 0347
Kristian Krog, direktør, Maltfabrikken 2262 6431
Esben Danielsen, direktør, Lokale og Anlægsfonden, 3283 0330 / 4059 2004