Fond inviterer til udvikling af nye idrætshaller

Hvordan ser en ny og moderne idrætshal ud? Og hvad indeholder den af aktiviteter og muligheder? Det vil Lokale og Anlægsfonden finde ud af med den særlige indsats kaldet “Nye tider – Nye haller”. Der er afsat 30 mio. kr. til indsatsen, som vil blive fordelt på de mest interessante projektidéer.

Pressemeddelelse fra Lokale og Anlægsfonden 
Mandag den 28. september 2015

 

Indsatsen “Nye tider – Nye haller” skal skabe eksempler på, hvordan nybyggede multifunktionelle idrætshaller kan udformes som haller med rum til en lang række veletablerede og nyere idrætsaktiviteter, kulturtiltag, kreative udfoldelser og sociale fællesskaber.

Alle landets kommuner, selvejende institutioner og andre offentlige aktører inviteres til at søge om støtte til at realisere deres visioner om nye idrætshaller. Visioner der udvikles og kvalificeres i samarbejde med Lokale og Anlægsfonden. De bedste forslag udvælges, kvalificeres og kan i sidste ende modtage op til 10 mio. kr. i støtte til etablering.

Nye tider stiller nye krav til nye idrætshaller
Den demografiske udvikling, nye idrætsvaner og brugergrupper, forandringer i brugsmønstre og trangen til også at flytte aktiviteter udendørs, stiller nye krav til udformning af idrætsfaciliteter.

Lokale og Anlægsfonden efterspørger lokale bud på, hvordan en helt nye idrætshaller med rum til både idræt, kultur og andre fritidsaktiviteter kan se ud. Hvilke funktioner skal hallerne indeholde? Hvordan skal hallerne se ud – eller hvordan kunne de se ud – hvis fantasien bliver sluppet løs? Hvilke nuværende og fremtidige behov skal hallerne løse? Hvem skal de kommende brugere være? Hvordan organiseres den fremtidige brug og drift? Dette og meget mere vil Lokale og Anlægsfonden gerne høre fra dem, der allerbedst kender de lokale behov.

Med indsatsen “Nye Tider – Nye Haller” vil Lokale og Anlægsfonden realisere de bedste lokale visioner. Fonden har derfor afsat mere end 30 mio. kr. til indsatsen og forberedt en projektkonkurrence og et efterfølgende udviklingsforløb, der strækker sig frem til vinteren 2017.

 

Pressekontakt

Line Dangkel Jacobsen
Kommunikationskonsulent, Lokale og Anlægsfonden

(kan også kontaktes udenfor almindelig kontortid)

Skip to content