11 mio. kr. til vandkulturhus i tidligere idrætshal

En revolutionerende idé bliver til virkelighed i Thyborøn. Her skal en almindelig idrætshal omdannes til et vandkulturhus. Det er ikke tidligere set, at et “tørt” idrætsbyggeri skal omdannes til vandaktiviteter. Lokale og Anlægsfonden støtter projektet med 11 mio. kr.

Pressemeddelelse fra Lokale og Anlægsfonden
Torsdag den 27. august 2015

 

Svømning er en livsnødvendig egenskab at mestre for alle, der bor tæt på Vesterhavet. Og så er svømning – og andre vandaktiviteter – en af danskernes yndlingsaktiviteter i fritiden. Derfor var det både en alvorlig og ærgerlig situation, der opstod i Thyborøn, da skolens lille svømmesal måtte lukke på grund af dårlig stand.

Med udsigt til, at der skulle bruges et større millionbeløb på at renovere svømmesalen, fik bestyrelsen i Thyborøn Fritidscenter en fantastisk idé: Hvorfor ikke bygge et helt nyt vandkulturhus i den ene af fritidscenterets to almindelige idrætshaller? Et nyt vandkulturhus kunne tilbyde indbyggerne i Thyborøn mulighed for at dyrke mange flere vandaktiviteter i tidssvarende rammer og arkitektur.

Der var kun en hage ved idéen. Det var aldrig gjort før. Den slags udfordringer er lige noget for Lokale og Anlægsfonden, der støtter etableringen af nytænkende arkitektur og nye funktionelle løsninger inden for idræt, kultur og friluftsliv. Det tog derfor ikke lang tid for Lokale og Anlægsfonden sidste år at beslutte at betale halvdelen af de 1,5 mio. kr. som en stor arkitektkonkurrence om projektet kostede. Konkurrencen blev vundet af Arkitektfirmaet Nøhr & Sigsgaard. Dette projekt har Lokale og Anlægsfonden nu valgt at støtte med 11 mio. kr.

Fire bassiner, vandrutsjebane og søredning
Thyborøn Fritidscenter består i dag af to almindelige idrætshaller. Den nyeste af de to haller fra 2008 blev opført i forventning om, at der var masser af brugere til hallens tilbud om håndbold, gymnastik og badminton. Men sådan gik det ikke. Der manglede brugere i hallen. Derfor fik fritidscenterets bestyrelse idéen om delvist at ombygge hallen til et vandkulturhus, da den gamle svømmesal på Thyborøn Skole blev lukket.

Vandkulturhuset kommer til at fylde to tredjedele af hallen. I alt 1.020 m². De resterende 480 m² vil fortsat blive benyttet til fx gymnastik, badminton, fitness og ungdomsklub samt ankomstområde.

Vandkulturhuset får fire bassiner. Et 10×17 meter langt bassin til svømning, dykning og andre mere pladskrævende aktiviteter. Dette bassin får fire svømmebaner. Bassinet bliver hævet i forhold til gulvniveau, så det kan få ekstra dybde. Det gør det bl.a. muligt for den lokale fiskeriskole og andre erhvervsaktører at etablere en helikopterattrap, bølgemaskine og lyseffekter, der skal bruges til undervisning i at redde folk fra nødsituationer til havs. Bølgemaskinen og lyseffekterne vil dog også kunne bruges til dykning og vandlege.

Der kommer to børnebassiner med henholdsvis lav og meget lav dybde. Børnebassinerne bliver også målet for en vandrutsjebane. Endelig etableres et varmtvandsbassin, der forventes at blive meget populært blandt de ældste og de yngste brugere – bl.a. til genoptræning for beboerne på det nærliggende ældrecenter og til babysvømning. Som et stærkt arkitektonisk indslag udstyres vandkulturhuset med en foldet loftsflade, hvor folderne skaber de visuelle rammer omkring hver enkelt bassin.

Promenadedæk, klatrevæg og nye opholdsområder
Et promenadedæk mellem bassinerne gør det muligt at nyde udsigten til de omkringliggende diger og udeareal. Der kommer to opholdsområder på hver 80 m². Det ene får direkte kig til vandkulturhusets aktiviteter, mens det andet får direkte forbindelse til den eksisterende café på 1. sal.

Mellem vandkulturhusdelen og den almindelige idrætshaldel opføres der en multifunktionel vægzone, der kan bruges aktivt til klatring, men også fungerer som et gigantisk “møbel” til ophold og udsyn mellem aktiviteterne på hver side af væggen.

Det er lykkedes arkitekterne at bruge en almindelig idrætshal som afsæt for at tegne et udadvendt vandkulturhus med stærk visuel kontakt mellem den nye del til vandaktiviteter og de traditionelle idrætshalaktiviteter. Projektet med omdannelse af idrætshal til vandkulturhus vil koste 35 mio. kr. Lokale og Anlægsfonden støtter projektet med 11 mio. kr. under forudsætning af efterfølgende kommunal medfinansiering fra Lemvig Kommune. I alt forventes projektet at koste ca. 46 mio. kr. inklusiv etableringen af helikopterattrappen til søredningsøvelser.

Jesper Vinther Fruergaard, formand for Thyborøn Fritidscenter, siger om projektet:
“Med et nyt Vandkulturhus i Thyborøn vil vi igen kunne tilbyde svømmeundervisning både i skole og fritidsregi, hvilket er enormt vigtigt da vi bor mellem hav og fjord. Vi vil kunne tilbyde erhvervslivet nye muligheder, og være med til at skabe nye erhvervseventyr i Thyborøn. Huset skal også kunne booste Thyborøn som turistby, og tiltrække flere turister – også i ydersæsonerne. Sidst, men absolut ikke mindst, håber vi, at et vandkulturhus kan være med til at tiltrække og fastholde borgere i vores dejlige by.”

Anna Hassel, arkitekt i Lokale og Anlægsfonden, siger om projektet:
“Vandkulturhuset i Thyborøn er på mange måder et banebrydende projekt med stor værdi som eksempel for andre steder, hvor idrætshaller står lidt tomme. Projektet viser, hvordan vandaktiviteter pludselig kan blive tilgængelige i idrætshaller. Ingen har tidligere turdet tænke tanken om at skabe en facilitet til vandaktiviteter i et “tørt” idrætshalbyggeri. Men det er en oplagt mulighed, når gamle idrætshaller skal have nyt liv og flere brugergrupper.”

Yderligere oplysninger
Anna Hassel, arkitekt, Lokale og Anlægsfonden, 3283 0351

 

Pressekontakt

Line Dangkel Jacobsen
Kommunikationskonsulent, Lokale og Anlægsfonden
Skip to content