Kom med til eftermiddagsseminar: Sådan får vi fritidslivet ind i bymidterne


Over hele landet står mange butikslokaler i bymidterne tomme. Men de kan genopstå som levende rammer for fællesskab, idræt, kultur og sociale formål. Kom til eftermiddagsseminar og hør, hvordan kommuner, bygningsejere, foreninger og ildsjæle sammen kan vende en trist udvikling.

I mange bymidter rundt omkring i Danmark står butiksvinduerne tomme, skiltene er falmede, og støvet har lagt sig på disken. Men bag de mørke ruder gemmer sig nye muligheder, hvis vi tør åbne døren og tænke stueetagen på ny.

Med rapporten Det Åbne Vindue støttet af Lokale og Anlægsfonden og Grundejernes Investeringsfond, har BARK Rådgivning undersøgt, hvordan kommuner, ejendomsejere, foreninger og ildsjæle kan skabe nyt liv i bymidternes tomme lokaler.

Med nye forretningsmodeller, partnerskaber og kultur- og fritidsaktiviteter – og ved at udfordre rammerne for, hvad bymidternes stueetager må bruges til – kan lokalerne genopstå som en drivkraft for fremtidens byliv. Det kræver mod, fleksibilitet og nye samarbejder på tværs. Og det begynder med, at nogen kalder til samling.

Viden, samtale og inspiration fra virkeligheden
Interesserer du dig for bymidternes fremtid, og hvordan de tomme butikslokaler igen kan huse liv, fællesskab og aktivitet? Så kom og vær med til et eftermiddagsseminar med viden, samtale og inspiration fra virkeligheden. Du får indblik i de vigtigste konklusioner fra publikationen Det Åbne Vindue. Og møder aktører, der allerede har forvandlet tomme lokaler til levende mødesteder.

Seminaret er særligt målrettet kommuner, kulturaktører, ejendomsejere, handelstandsforeninger og ildsjæle – men alle, der interesserer sig for bymidter og fritidsliv, er velkomne.

Hvor og hvornår

  • Hvor: Arrangementet foregår hos Lokale og Anlægsfonden, Holmens Boulevard 13, 5800 Nyborg
  • Hvornår: Onsdag den 10. december 2025 kl. 14.00-16.30

Tilmelding

Arrangementet er gratis.

Program

  • 14.00 – Velkommen
    John Skovmand Thomsen, teknisk chef i Grundejernes Investeringsfond, og Jon Gerner, direktør i Lokale og Anlægsfonden, byder velkommen. Sammen sætter de scenen: Hvad er egentlig på spil i bymidterne netop nu, og hvilke muligheder ligger foran os?
  • Det Åbne Vindue – nye perspektiver på bymidternes udvikling
    Hør om de tendenser, der præger bymidterne i dag – og om hvordan bygningsejere, kommuner og foreningsliv sammen kan skabe nye former for liv i de eksisterende rammer. Kira Svankjær, seniorrådgiver i BARK Rådgivning, præsenterer hovedpointerne fra rapporten Det Åbne Vindue. Og deler eksempler på projekter, der er lykkedes – og hvad der gjorde forskellen.
  • Stemmer fra virkeligheden
    Vi stiller skarpt på konkrete erfaringer med at give tomme lokaler nyt liv. Mød:
    • Kristian Dreholm, bygningsejer, som deler historien om samarbejdet med nanobryggeriet og mødestedet SKØL i Kalundborg – hvor gensidig fleksibilitet og løsningsvilje, opdeling af lejemålet og en praktisk hånd gjorde det muligt for initiativet at blomstre i et ellers alt for stort lejemål. Han giver også et blik på Nykøbing Falster, hvor han har købt og bevaret byens ældste værtshus som et samlingspunkt for nyt byliv.
    • Mathias Krigbaum, indehaver af Cranks & Coffee, fortæller om, hvordan en tidligere brudekjolebutik i Klampenborg blev forvandlet til et cykelunivers med café, butik og værksted i ét. Et lokalt mødested, skabt af og for passionerede cyklister, der savnede et sted at samles.
  • Pause – kaffe, kage og netværk
  • Panelsamtale: Nye funktioner i bymidterne
    Hvordan kan kultur- og fritidsliv være drivkraft for byudvikling? Hvilke potentialer ser bygningsejere, kommuner og fonde i at åbne dørene for nye funktioner i bymidterne?Mød:
    • Erik Jespersen, adm. direktør, By- og Kulturforvaltningen, Odense Kommune
    • John Skovmand Thomsen, teknisk chef, Grundejernes Investeringsfond
    • Oliver Vanges, udviklingskonsulent, Lokale og Anlægsfonden
    • Kira Maria Svankjær, seniorrådgiver, BARK Rådgivning

Samtalen modereres af Kir Klysner, journalist og kommunikationskonsulent hos Lokale og Anlægsfonden.

  • 16.00 – Afrunding og dialog
    Seminaret rundes af med snacks og en uformel snak om, hvordan vi – hver især og sammen – kan arbejde videre med at bringe nye aktiviteter ind i de tomme butikslokaler.
Kreditering

Foto: Butik Værdig og Per Bille

Skip to content