Ny analyse af 10 kulturhuse skal inspirere til arkitektur, der inviterer indenfor

10 kulturhuse på tværs af landet er kernen i en ny rapport, der samler erfaringer og eksempler på, hvordan man kan forstå og arbejde bevidst med kulturhusenes arkitektur, rum og indretning for at gøre stedet attraktivt for flere og styrke kulturhusenes drift. Bag rapporten står den filantropiske forening Realdania, Kulturhusene i Danmark og Lokale og Anlægsfonden.

En tidligere skole, hvor vægge er blevet væltet, så lukkede klasselokaler er blevet til åbne miljøer. En tidligere sennepsfabrik, hvor en midlertidig pavillon giver plads til at eksperimentere, inden der skal findes mere permanente løsninger. Og et tidligere teater, hvor en ny foyer skaber sammenhæng mellem de gamle teatersale og et tidligere forsamlingshus i en tilstødende bygning.

Det er tre eksempler fra en ny analyse af 10 kulturhuse fordelt over hele landet, hvor bygninger, rum og arkitektur er blevet brugt aktivt for at skabe miljøer, der er attraktive og giver brugerne fornemmelsen af at blive inviteret indenfor.

”Vi har over 400 kulturhuse i Danmark, og de spænder bredt i deres udformning, deres aktiviteter, deres størrelse og i, hvem der bruger dem. Derfor kan man heller ikke sætte på formel, hvordan et kulturhus skal indrettes og se ud, for de skal kunne tusind forskellige ting, men fælles for dem alle er, at de ikke fungerer uden mennesker, der bruger dem. Derfor efterspørger kulturhusene også selv mere viden om og opmærksomhed på, hvordan vi på tværs af kulturhuse, kommune og arkitektbranchen bedst griber opgaven med at ændre de fysiske rammer til gavn for brugerne,” siger Matilde Lund Larsen, sekretariatsleder i Kulturhusene i Danmark.

En del af stærke lokalsamfund

Analysen er kommet til verden som en del af Kulturhuse for Alle. Kulturhuse for alle er en indsats, som Realdania lancerede i november 2025 og har til formål at undersøge, hvordan danske kulturhuse med arkitekturen som værktøj kan styrkes som lokale mødesteder for engagement, breddekultur og fællesskab. Ved lanceringen af indsatsen blev caseanalysen igangsat i samarbejde mellem Realdania, Kulturhusene i Danmark og Lokale og Anlægsfonden, som er partnere i indsatsen Kulturhuse for Alle.

”Velfungerende kulturhuse kan skabe et miljø, der rækker langt udenfor deres egne vægge. De er vigtige mødesteder, der trækker folk til og skaber liv i nærområdet. Kulturhusene er i høj grad med til at understøtte vores stærke lokalsamfund. Men for at det sker, er vi nødt til at prioritere vores kulturhuse,” siger Anna Hassel, arkitekt i Lokale og Anlægsfonden.

Gode rammer kan give følelsen af at høre til

Ambitionen er, at erfaringerne fra de 10 kulturhuse også skal bruges som gode eksempler på, hvordan man kan tale om og arbejde med rummenes og arkitekturens potentialer i kulturhusene samt i praksis fx skabe plads til og byde flere indenfor i fællesskabet. For selvom, det er et fællesskab, der står åbent for alle, er der stadig grupper i samfundet, der kan være svære for kulturhuse at nå ud til.

”Vores fysiske rammer og vores trivsel hænger tæt sammen. Relevante og motiverende fysiske rammer i kombination med værtskab kan give os en oplevelse af at høre til og give os lyst til at engagere os. Det er især vigtigt at have for øje, hvis man skal have fat i dem, der ikke dukker op af sig selv. Vi kan se, at især unge, mennesker med minoritetsetnisk baggrund og mennesker i sårbarhed ikke bruger kulturhusene i samme grad som andre. Her kan vi bruge arkitekturen til at få de grupper mere med – det vil vi i hvert fald forsøge sammen med kulturhusene,” forklarer Mette Margrethe Elf, projektchef i Realdania.

Analysen af de 10 kulturhuse er første skridt i samarbejdet Kulturhuse for Alle. I august åbner Realdania og Lokale og Anlægsfonden en pulje, hvor kulturhuse får mulighed for at søge midler til forundersøgelser, hvor de kan eksperimentere med arkitekturen og afdække, hvad der ligger af potentialer i deres huse, rum og indretning. Her kan interesserede kulturhuse også deltage i et webinar, hvor de vil få mulighed for at stille spørgsmål og blive klogere på, hvad der kan gives støtte til gennem puljen.

”Sammen med kulturhusene skal vi blive klogere på, hvordan vi kan bruge arkitekturen som virkemiddel til at styrke kulturhusenes lokale bæredygtighed, tiltrække flere og nye målgrupper og også gerne styrke driften. Vores call til august kickstarter, at vi skal arbejde med arkitekturen i praksis”, forklarer projektchef i Realdania Mette Margrethe Elf.

Kulturhuse – caseanalyse af arkitekturens betydning for deltagelse, fællesskab og brug

Analysen samler erfaringer og eksempler fra ti kulturhuse rundt om i landet, der på hver sin måde arbejder bevidst med deres huse, rum og indretning. Den stiller skarpt på de fysiske rammers rolle og den måde, arkitekturen understøtter kulturhusenes formål og daglige virke, og hvordan indretningen kan bidrage til, at alle føler sig velkomne.

Hvad er et kulturhus?

“Et kulturhus faciliterer deltagelse i fællesskaber, aktiviteter og programmer – ikke kun som publikum, men også som arrangører, medskabere, igangsættere og bidragsydere. Et kulturhus arbejder på tværs af kunstarter og sektorer – ikke kun i kulturen, men også med civilsamfund, socialsektoren, erhvervsliv eller foreningslivet.”

Kilde: Kulturhusene i Danmark

 

Kulturhuse for Alle

Kulturhuse for Alle er en flerårig indsats, der undersøger, hvordan kulturhusene kan bruge arkitektur, rum og indretning som en muskel, der styrker kulturhusets bæredygtighed og ramme som lokalt mødested og inviterer flere indenfor i de fællesskaber, der binder lokalsamfundet sammen.

Kulturhuse for Alle er initieret af Realdania og er et samarbejde mellem Realdania, Kulturhusene i Danmark, Lokale og Anlægsfonden. Hen over årerne forventes partnerskabet at blive udvidet med flere partnere.

Læs mere om indsatsen på kulturhusene.dk 

 

Kontakt

Matilde Lund Larsen
Sekretariatsleder i Kulturhusene i Danmark
93 60 87 44
Matilde@kulturhusene.dk

Mette Margrethe Elf
Projektchef i Realdania
mel@realdania.dk
40 48 94 10

Anna Hassel
Arkitekt i Lokale og Anlægsfonden
32 83 03 51
ah@loa-fonden.dk

Skip to content