Outdoorfacilitet i Herning vinder arkitekturpris

Herning har udnævnt outdoorfaciliteten ’Blå Rum ved Fuglsang Sø’ som vinder af kommunens bygningspræmieringspris 2021.

Tirsdag den 5. oktober 2021.

”En smuk og indbydende arkitektur, i en høj arkitektonisk kvalitet med et nyt og moderne formsprog.”

Sådan lyder præmieringsudvalgets begrundelse for, at outdoorfaciliteten i Herning vinder en arkitekturpris.

Hver år uddeler Herning Kommune bygningspræmieringsprisen til et byggeri eller anlæg med arkitektonisk kvalitet. Det sker i anledning af Arkitekturen Dag.

Jens Øyås Møller, udviklingskonsulent i Lokale og Anlægsfonden siger:

”Kernen i projektets succes er, at kommunen har været modige og ambitiøse. De har både en stærk politisk opbakning og dygtige folk. Det er suppleret med et stærkt fondssamarbejde og frem for alt en grundig brugerinvolvering, hvor arkitekterne har været dygtige til at lave en arkitektonisk fortolkning af de særlige potentialer, stedet har.”

I faciliteten kan man dyrke kajak, vinterbadning, lystfiskeri, triatlon, stand up paddle og mange andre udeaktiviteter. Både unge, ældre, nybegyndere og erfare kan være aktive i det fri. Den er udviklet ud fra et lokalt ønske om at udnytte byens mest attraktive sø i den bynære natur.

Projektet modtager prisen i anledning af Arkitekturens Dag med temaet ”Nye forbindelser til naturen”.

Byggeriet er tegnet af arkitekterne Nova5 og Sweco.

Se fotos og læs mere om projektet her.

Skip to content