I april bevilligede Lokale og Anlægsfonden 1.755.669 kr. til i alt 12 spændende ‘mindre projekter’. Læs om nogle af dem herunder.
Femø-i-Form, maritim motion/tumleplads på Femø Havn, Femø, Lolland
Femø Idrætsforening ønsker at opfører Femø-i-form. En aktivitetsplads på Femø havn med beliggenhed i forbindelse med eksisterende Æggeskallen, et nyligt istandsat klubhus, som sikre mulighed for indendørs socialt ophold, med godt udsyn til alle aktiviteterne. Området dækker ca. 170 m2. Pladsen opdeles i fem zoner i forlængelse af hinanden og indeholder Fitnessbane, klatrevæg (monteres på Æggeskallens gavl), pannabane, petanquebane samt træningsstationer.
Derudover installeres et område med mere legebetonede redskaber, som inviterer til rollespil med blåt underlaget som havet med en grøn ø i samme facon som Femø, hvor de mindste børn kan dyrke maritime rollelege.
Øvrige aktiviteter egner sig bedst til lidt ældre børn og voksne. Underlaget på pladsen kommer til at bestå dels af faldsand, gummi dels naturligt grus. Rundt omkring placeres nogle af de dekorerede bænke, som Femø er kendt for. Lolland Kommunen stiller arealet til rådighed, sørger for byggetilladelser og etablerer en ny kørevej, så området friholdes
for biler. Brugere af området forventes at blive fastboende- og fritidshusejere, såvel voksne som børn, gæstesejlere, Turister og andre gæster.
Projekt i alt 450.000 kr. Bevilliget beløb 150.000 kr.
Vores Skatepark Lejre
Foreningen Vores Skatepark Lejre ønsker at etablere en skatepark på 250 m2 med integrerede sociale opholdsområder, basketballbane og kropstræningsfaciliteter. Foreningen modtager årligt driftstilskud til skateparken fra Lejre kommune. Skateparken etableres åbent og tilgængelig ved Allerslev skole og henvender sig dermed til skolens elever, foreningens medlemmer og til byens unge generelt. Skaterparken kan ikke bookes og bliver frit tilgængelig og åben for alle.
Projekt i alt 640.000kr. Bevilliget beløb 200.000 kr.
Trailcenter og forhindringsbane, Præstø, Vordingborg
Foreningen Præstø Outdoor, Vordingborg Kommune ønsker at etablere et trailcenter på 48m2 og en natur parkour-/forhindringsbane med udfordringer på forskellige niveauer, som passer til både børn og voksne. Banen skal indeholde en rute til forhindrings-gennemløb fra A til B, men nogle af forhindringerne udvides også til større parkour-inspirerede områder, der lægger mere op til kreativitet, fordybelse og fri leg.
Trailcenteret er et overdækket mødested, der skal rumme strøm/lys, wifi, cykelvask, grill, opslagstavle, opbevaringsmulighed for trailbuilder-redskaber, kort over området og beskrivelser af aktiviteter, herunder træningsprogrammer.
Projektet laves som et medbyg projekt i samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke som en ”workcamp” for 15 internationale unge, der i to uger arbejder frivilligt med at bygge trailcenter og forhindringsbane under et hold arbejdsledere fra Præstø Outdoor og eksterne konsulenter. Projektet skal fremme mulighederne for etablering af nye fællesskaber og nye muligheder for udøvelse af en bred vifte af outdoor-aktiviteter i og omkring Faksinge Skov til gavn for lokalsamfundet, herunder skoler, daginstitutioner, foreninger og private borgere. De nye faciliteter vil være offentligt tilgængelige døgnet rundt, hele året, og trailcenterets funktion som overdækket mødested skal understøtte, at folk blive hængende efter endt træning for at vedligeholde deres udstyr, tænde op i grillen eller nyder en madkurv.
Projekt i alt 258.781 kr. Bevilliget beløb 86.000 kr.